Oprindelsen til denne tildragelse fortælles saaledes:
Løitnant Schrøder var særlig paa grund af sin tarvelige herkomst ilde seet inden officersstanden. Da han i 1817 blev ansat ved kavaleriet, havde de yngre officerer inden brigaden søgt at holde ham ude. Det blev anført imod ham, at han havde havt en affære med en løitnant Wärenskjold, der ikke var standsmæssig afgjort. Wärenskjold skulde paa en restauration have givet Schrøder et slag med en billardque, uden at der heraf havde udspundet sig nogen duel. Schrøder skaffede sig attest for, at han paa anden maade havde faaet opreisning af Wärenskjold; men ikke desto mindre blev der i den anledning nedsat en krigsret over Schrøder; dommen lød paa, at han skulde kasseres. Ved høiesteret, hvor overauditør Sem var aktor og Jonas Anton Hjelm defensor, blev Schrøder frifunden, de af aktor mod ham brugte fornærmelige udtalelser mortificerede, og hans anklagere, premierløitnanterne Lauritz Møller, Peter Andreas Schjeldrup, Frantz Wilhelm Heidemark og Daniel Petter Barth samt sekondløitnanterne Friederich Wilhelm Schacht og Henrik Christian Harboe Brøker, Hans Lemich Lentoft,
