Denne slags ytringer, hvormed han ikke var sparsom, naar han var i det humør, i forbindelse med hans voldsomhed og ubændighed, navnlig i hans yngre dage, forklarer mig for en del den sterke uvilje, som en flerhed af hans samtidige nærede mod ham, og denne uvilje har for manges vedkommende varet ved lige til de sidste tider.
Jeg har allerede fortalt, at Welhaven aldrig kunde høre hans navn uden at betegne ham som en «ildgjerningsmand, der burde være klemt mellem skjolde».
Jeg paahørte engang en samtale mellem Hartvig Lassen og sorenskriver (statsraad) Birch Reichenwald. Herunder vilde Lassen som udgiver af Wergelands verker have nogle oplysninger, men samtalen tog snart en saadan vending, at Hartvig Lassen fandt det bedst at holde inde og trække sig tilbage.
Og en dame har for ganske nylig fortalt mig, at hendes morbroder, en af Wergelands samtidige, formelig var vred over, at hun blev sat paa Nissens skole, hvor Hartvig Lassen, denne beundrer af Wergeland, dengang var lærer.
Som eksempel paa Henrik Wergelands voldsomhed i fysisk henseende, skal jeg an-
