føre, hvad forlængst afdøde klokker ved Trefoldighedskirken Stabel har fortalt mig:
En 17de mai i trettiaarene festligholdt han dagen sammen med Henrik Wergeland og en del andre unge mennesker ude paa en af øerne i fjorden, jeg tror det var Lindøen. Det drog længe ud, og først kl. 5 om morgenen den 18de roede man ind til byen. Vaaren kom sent det aar, og der laa store isstykker og flød rundt baaden. Desuagtet klædte Wergeland af sig og hoppede i den raakolde morgenstund ud i vandet og laa og svømmede mellem isflagene. Herunder rakte man ham med megen jubel og latter et glas punsch.
Det forekommer maaske den yngre slegt lidet troligt, at der saa sent som 17de mai flød isflag i fjorden, men det skal man ikke undre sig over. Jeg har endog i de aar, hvorom her tales, kjørt paa isen i Kristianiafjorden i de sidste dage af april.
Dengang slog man ikke isen op, straks den begyndte at lægge sig, som nu omstunder, man aabnede kun en raak i skibsløbet; og rundt om paa havnen forøvrigt og helt ind i Bundefjorden laa isen urørt.
Følgen heraf var, mener man, at vi i de dage i langt høiere grad end nu havde et ind-
