han begyndte at udtale sig om julirevolutionen.
Han var vistnok nylig kommen hjem fra sin berømte reise til Frankrige. Jeg hørte ham sige, at han allerede paa skibsdækket, da fartøiet nærmede sig Frankriges kyster, følte sig betagen af en berusende frihedsduft.
Under disse udtalelser var Wergeland fra først af omringet af en flerhed af selskabet, men efterhvert som foredraget steg i voldsomhed, tyndedes hans publikum. Jeg forstod ikke dengang, hvad dette kunde betyde, men skjønner nu saa inderlig vel, at grunden simpelt hen var den, at man var bange for at kompromittere sig ved at være for opmerksom tilhører ved slig oprørsk tale, som den Wergeland efter datidens begreber førte. Man kunde, som det dengang og endnu mange aar senere hed, «bringe sig paa det sorte bret» ved spørgsmaal om «fremtidig befordring».
Næste gang, jeg saa ham i selskab, var paa et bal hos Isak Muus paa Ullevold. Fra Wergelands optræden ved denne leilighed erindrer jeg, at da han skulde forlade ballet, gik han hen til en mand ved navn Steen, der bar opnavnet «lapis infernalis», og sagde:
«Farvel da, træffes vi mere, maa det blive i dette liv, i et andet bliver det ikke.»
