gaarde efter Makadama, han frem med sin „vind medicin“, saa blev det naturligvis tørt igjen.
Om han trodde selv paa sine kunster? Langt ifra. „Naar man har levet saa længe, spekuleret paa skyer, vind, fugle og alle andre merker i saa mange aar, saa skal der ikke, saa stort vet til at sige, hvad slags veir det blir endog flere dage forud. Naar tørken var som ellerværst, saa kunde jeg ofte se af dette og hint, om der vilde bli omslag i veiret, og æren fik jeg, og oksen fik jeg!“ lo han.
Men sommetider gik det galt og. Naar regnet ikke vilde komme, vinden ikke vilde lyste, og agrene spoleredes, saa gik folk og greb ham og la ham paa ryggen nede i den optørkede rismark. Der maatte han ligge og stirre mod solen dagen ud og dagen ind, uden at han fik smage vand. Naar solen gik ned, slap de ham hjem, men kun for at steget paanyt næste morgen. „Skaf nu regn, skaf nu regn!“ var den trøst, han fik. At hans øine blev ødelagte der i solskinnet, er jo saa rimeligt. Han er næsten blind paa det ene. Naar saa regnet tilslut indfandt sig, blev alt godt og vel. Han tog sig da betalt for leiken!
Blev der formeget regn, og han ikke fik det til at stanse, som akkorden var, saa var ulykken ude efter ham igjen. „Stans nu regnet, eller saa drukner jeg dig!“ „Jo, imorgen skal det bli slut.“ Men desværre, det hændte med ham ud i den blødeste rissump. Vilde han undgaa at drukne, saa fik han se til at snu vinden paa nord. „Aa ja, jeg har lidt meget ondt i mit liv,“ sluttede han.
Saa underlidt det end høres, saa var det denne regnmageren, som blev den første kristen i Ranopiso.
Lige fra første dagen evangelisten samlede folk om
