et var den gangen, vi reiste vestover til tandroierne. Der var noksaa mange, som kom for at hilse paa os, deriblandt ogsaa en underlig gammel en. Denne gamle var berømt som regnmager, og jeg ser ikke anden raad end at fortælle om ham.
Da jeg er blit godt kjendt med gamlingen i det sidste, skal jeg lade eder faa en liden stub af hans mange oplevelser. Ti det er kar, som kan fortælle, skal jeg sige.
Naar han var født, har han ingen greie paa, men at det er urimelig længe siden, det er han sikker paa. Han var ikke gammel, før folk kom underveir med, at han forstod sig paa lidt af hvert, „noget kunde jeg, og mere trodde folk, at jeg kunde,“ som han selv forklarte det. Men det, som han især la sig efter, var at skabe regn, og at snu vinden frem og tilbage fra nord til syd, efter bestilling. I dette fag blev han mester; at han dermed ogsaa blev velstaaende, siger sig selv. Ti betalte fik man værsaagod gjøre, man maatte ikke indbilde sig, at det var for helsens skyld, han dreier vinden!
Naar vinden blaaste længe fra nord, og rismarken holdt paa at brænde op, saa afsted efter Makadama — han hedte slig. — Ja da, vinden skulde han nok snu. Blev der oversvømmelse, og risen holdt paa at gaa til, atter af-
