Guds ord derborte, indfandt Makadama sig og hørte godt efter. Dette var da endelig noget, som ikke var fusk, tænkte han. Saa var det en gang, vi hadde et større møde der. De fleste af lærerne var der og mange andre. Om kvelden kom Makadama og bad om at faa et par lærere med hjem, „ti nu vil jeg gjøre rent i huset mit!“ føiede han til. Jeg vidste ikke, hvad som stod paa, men fik snart greie paa det. Bedst som det var, kom lærerne med en sæk, og i sækken var „mediciner“ baade for regn og tørke. Det var regnmagerens verktøi! Saa kom Makadama. „Nu er mit hus rent, og alle mine mediciner ligger der i sækken, fra nu af heder jeg Remiova (den, som forandrer sig), fra nu af tænker jeg paa at bli kristen!“
Saa kom vi overens om at brænde hele sulamitten ude paa tunet. Og slig som de brændte og sprakede, disse træpinder, horn og harpiks, fedt og gamle filler!
For at gjøre det hele saa grundigt som muligt, blev stormanden bedt om at samle alle, som ikke havde indfundet sig paa mødet, og forklare for folk, hvad Makadama hadde gjort. Jo, alle kom. Men du, for en jammer der blev! „Vi kommer til at dø, vi er allerede døde! Hvem skal nu skaffe os regn? Hvem skal nu snu vinden for os?“ Det saa alvorligt nok ud. Selve stormanden syntes at dele folkets mening. At det var Vorherre, som hadde ladet det regne i alle disse aar, vilde de ikke tro, selv om Makadama hadde sagt det. Han var vist bare blir forhekset af „læren,“ han!
Saa gik gamlingen ivei med at lære, og flink var han. Da det led paa aaret, blev han døbt. Han heder nu Daniel. Senere er konen og flere i slægten blit døbte, og den, som er glad, er gamle Daniel.
