og ind for at se paa hende. Hun skal sidde slig i tre dage, siges der.
Mens vi bodde i Hankow, var der to rigtig kjække piger af velstaaende folk, som ofte besøgte os, og ønskede ogsaa at komme til vore møder. Men de turde ikek vise sig paa gaden eller i en forsamling, hvor der var mænd tilstede. De bodde bare et stenkast fra vort hus. Om en tid blev deres besøg sjeldnere og den yngste saa mer og mer nedstemt ud. En af de sidste gange hun var hos os, spurgte jeg om aarsagen. Hun svarte i en lidt barsk tone og refererte til sin forlovelse, og jeg undsaa mig at spørge mere. Hun var forlovet med en velstaaende mand og hadde faat fine smykker. Naar det siges, at man kjøber hustruer i Kina, saa bruges som oftest disse penge at kjøbe smykker for. Bedre folk kjøber smykker af guld og sølv. Almindelige folk bruger sølv og en del perleskrammel. Velstandsfolk kjøber for op til $100.000 værdi i armbaand, fingerringe, øredobber, haarnaale og kamme med blade og dobber, som bedækker hele nakken lige til ørene. Hvormeget denne pige hadde faat af kostbare smykker ved jeg ikke, men da de hadde været velstandsfolk, hadde hun nok faat adskilligt. Faderen var en kontraktør, som bragte sten til jernbanen, der just skulde bygges. Nu hadde han tabt paa den ene kontrakt efter den anden, og for at slaa sig gjennem hadde han maattet pantsætte sin datters forlovelsessmykker i haab om bedre tider, da vilde han løse dem ud igjen. Men de bedre tider kom ikke, og dagen nærmet sig, at pigen skulde føres hjem som brud. Ikke at ha sine smykker kunde kanske bli aarsag til baade mis-
