kunde foregaa sit Stift og især dettes Presteskab med sit gode Exempel i Liv og Lære – Mag. Peder Skelderups Kaldsbrev er af 8de Oktbr. 1622, Ordinationen foregik Mortensdag samme Aar, og han skal i Begyndelsen af 1623 være kommen op til Norge.
2. Først er det nu at melde, at ved denne Biskops Tiltrædelse blev Diøcesens geografiske Omraade for første Gang formindsket. Ved denne samme Herredag, som dømte Arrebo fra Embedet, fastsattes nemlig, at Søndmøre herefter skulde lægges under Bergens Biskop, en Forandring, som, naar man seer hen til Throndhjems Stifts uforholdsmæssige geografiske Omfang, kan synes rimelig nok. Det er iøvrigt ikke bekjendt, hvad Foranledningen har været til denne Kongens Beslutning; kun finder jeg, at Mag. Erik Bredal, som i sin Tid (1658) søgte at faa den Ting gjort om igjen, paastod, at Søndmøre i 1622 „formedelst privat Handel“ var hans Stift frakommet[1]. Det maa merkes, at det throndhjemske Domkapitels Høihedsret over det søndmørske Kannikegjeld Herø ved Fraskillelsen udtrykkelig forbeholdtes[2].
3. I Aaret 1625 var det, at Kristian den fjerde ved at modtage Valg som Kredsoberst for den nedersaksiske Kreds indblandede sig i Trediveaarskrigen Følgerne heraf bleve sørgelige, især for Danmark; Norge nød her godt af sin afsides Beliggenhed og afgav endog et sikkert Tilflugtssted for flere danske Herrer, som flygtede op til vor Fædreland fra Jylland. Iøvrigt gav dog Krigen Stødet til nogle vigtige Regjeringsforanstaltninger ogsaa for Norge. Vi have naturligviis her ikke at udvikle den i hine Aar oprettede Landmilitses Historie, men desto mere vedkommer os den for kirkelige Lovgivning saa betydningsfulde Forordning af 27de Marts 1629 „om Kirkens Embede og Myndighed mod de ubodfærdige samt om adskillig Geistlighedens Forhold,“ der udkom som et Tillæg til Kirkeordinantserne. Denne Forordning var udarbeidet under et
