Møde i Kjøbenhavn, hvortil samtlige Universitetsprofessorer og danske Biskoper vare indkaldte; Norges Biskoper bleve nemlig i Regelen, selv hvor det som her gjaldt Bestemmelser, der skulde angaa begge Riger, ikke raadspurgte: det var kun i særlig norske Anliggender, at disse enkelte Gange sammenkaldtes. Med Føie har man anseet Udgivelsen af hiin indholdsrige Forordning, som et Udtryk af den levende Interesse som Religionens og Kirkens Forhold maatte vinde i en Tid, da Keiseren som Papisternes Bannerfører truede ikke alene Tydsklands, men ogsaa Danmarks Troesfrihed paa den farligste Maade[1].
Forordningens for Historien interessanteste Punkter ere Indførelsen af den endnu bestaaende Medhjelper-Institution samt Paabudet af Vidnesbyrd fra Kjøbenhavns Universitet som nødvendig Betingelse for at maatte prædike altsaa end mere for at maatte modtage prestelig Vielse. Medhjelperne, som skulde tilforordnes Presten for at skjerpe hans Tilsyn med Menighederne, skulde efter Prests og Bisps Raad beskikkes af Lensmanden af de bedste og gudfrygtigste Mænd i hvert Prestegjeld helst saaledes at man til saadanne Medhjelpere tog Fattigforstandere og Kirkeværger. Dette kirkelige Sogneraad skulde fire Gange aarlig samles (i „Tamperdagene“). Det maa iøvrigt forekomme os betegnende at Valget af disse Ombudsmænd lagdes i Lensmandens Hænder, medens det saa langt vigtigere Preste-Valg ved Ordinantserne var overladt Menighederne; Sagen er vistnok den, at Menighedens Kaldsret, hvori der i Kristian den fjerdes Tid skede idelige Indgreb fraoven, ikke ret behagede Magthaverne, og at den Tendens til at indskrænke enhver Selvstyrelse, som efter 1660 saa grundigen gjennemførtes, allerede ved den Tid har begyndt at gjøre sig gjeldende. – Med Hensyn til det andet af os fremhævede Punkt, da se vi af selve Forordningens egne Ord, at hidtil „enhver, endogsaa ubekjendte have saaet Lov til at heftige Predikestolen“[2].
