gaa i Sagen Mandag efter Helligtrekongersdag næste Aar, hvilket dog ikke skede. Derimod søgte Dage Thott at samle saamange Beviisligheder, som det var ham muligt, til Arrebos Skade og drog saa i Begyndelsen af 1622 ned til Kjøbenhavn, hvor han udvirkede kongelig Befaling til, at Arrebo skulde stevnes for den Herredag, som allerede det foregaaende Aar var udskreven til at afholdes i Bergen den 22de Juli 1622.
Ved denne Herredag ved hvilken Kong Kristian den fjerde som sædvanlig selv indfandt sig, blev altsaa Arrebos Sag paadømt. Hans Dommere vare Danmarks Rigsadmiral Hr. Albert Skeel, Rigsraaderne Oluf Rosensparre, Eske Brok, Kristen Holk, Jens Juel, Norges Statholder, og Jens Bjelke, Norges Kansler, hvortil kom de tre øvrige norske Biskoper, Mag. Laurits Skabo i Stavanger, M. Nils Glostrup i Oslo samt Dr. Nils Paasche i Bergen. Dommen, der afsagdes den 31te Juli, gik ud paa, at Arrebo „for sine begangne Forseelser burde fra sit bispelige Kald og Embede være afsat og det ikke videre betjene.“ Af Dommen sees, at man ikke alene havde holdt sig til hans Forhold til den oftere nævnte Barbara, men overhoved draget ham til Ansvar for hans letfærdige Sang, „unodelige“ Dands, fordi han havde drukket St. Bents Minde, slaaet paa Trommen, „digtet saadanne Riim, som stor Turbation medfulgte,“ og fordi han „havde holdt sig i Eenrum og paa fordægtige Steder til fremmede Kvindespersoner, hvilke Fagter og Gebærder allesammen ere imod den Høviskhed og Ærbarhed, som en Superintendent og Biskop bør at følge.“ Man lod Dommen trykke og udsendte fire Exemplarer af den til hver af Biskoperne i Danmak og Norge, ledsaget af en Kancelliskrivelse, hvorved det paalagdes Superintendenterne at have nøie Tilsyn med, at ingen Prest eller anden geistlig øvede nogen saadan Letsindighed. Dommen blev saaledes ved offentlig Foranstaltning kundgjort rundt omkring i begge Riger, ja den tildrog sig endog Opmærksomhed udenfor disse.
5. At den letsindige Opførsel hvori Arrebo baade paa Hevnes og Stods Prestegaard bevislig havde gjort sig skyldig,
