Side:Ludvig Daae - Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814.djvu/84

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
70

uden Lighed med den lidet loyale Ferd som i vore Dage Hertugdømmet Slesvigs tydsksindede Geistlighed har viist imod de Danske – Bønderne i Jemteland (tilligemed Størdølerne, der ei havde gjort Mönnickhofens Leietropper Modstand) dømtes paa Herredagen i Skien 1613 til at have sit Odelsgods forbrudt, men fredkjøbte sig efter yderste Formue med 7740 Daler[1]. Den ovenomtalte Lensmand Sten Billes mislige Forhold under Krigen og de Ulykker, som dette siden paadrog ham, ere noksom bekjendte.

9. Som vi allerede have oplyst (i Anledning af det om Lødingens Kald anførte), havde Mag. Isaak i 1606 været betænkt paa at frasige sig sit Embede men dog dennegang saavidt gjenvundet sin Helse at han kunde vedblive som Biskop. I 1616 møder os et nyt Tegn paa legemlig Svaghed hos ham; han fik nemlig da kongelig Fritagelse for personlig at visitere i Nordlandene og Finmarken, hvor det tillodes ham at lade en Provst udføre Visitatserne paa hans Vegne[2]. Den 27de Juni 1617 døde han. 53 Aar gammel; han efterlod en Enke Dorothea, som antages at have været en Datter af den kongelige Livmedikus Dr. Jakob Hasebard. Hun overlevede ham meget længe og døde først 1642, over 84 Aar gammel. Om han efterlod Børn er uvist, men dog sandsynligt, da Navnet Isaak Grønbech har holdt sig nordenfjelds lige til vore Dage.

Vi have i Begyndelsen af nærværende Kapitel udtalt den Formodning, at Mag. Isaak har været en nidkjær og virksom Biskop. Sikkert er det under enhver Omstændighed, at han stedse omtales paa en fordeelagtig Maade navnlig af E. Pontoppidan i hans Annaler[3]. Hvad der især anføres til hans

  1. Denne sidste Oplysning har jeg fra et Dokument i danske Geheimearkiv.
  2. Registranten. Af Maurits Rasks Optegnelse (N. Saml. 8vo., 2det Bind) erfare vi, at han i sin Embedstid tre Gange (1598, 1600, 1608) havde besøgt de nordlige Egne. Eftermændene indskjærpedes ved et i deres Kaldsbrev indført Paalæg at besøge disse længstbortliggende Stiftes Dele hvert tredie Aar.
  3. III. 198. Pontoppidan siger, at „endnu den Dag idag“ (1747) lever hans Minde i velsignet Erindring i Stiftet.