Side:Ludvig Daae - Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814.djvu/83

69

og jemtelandske Prester, eftersom de vare alle Jyder“^[1]. Dette Indfald blev ogsaa i 1611 sat i Verk under Anførsel af Baltzar Beck, som efter at have, uden at synderlig Modstand gjordes ham, bemægtiget sig Landet, sendte to Sogneprester og fire Bønder til Sverig for paa Jemternes Vegne at aflægge Troskabsed til Gustav Adolf, som imidlertid havde besteget Thronen, og som den 28de Novbr. 1611 modtog denne Hylding i Nyköping i Södermanland og et Par Dage efter udstedte et Leidebrev, der tillod alle de Jemter, som havde flygtet til Fjeldene mellem Jemteland og Norge, at vende tilbage og tage sit Gods paany i Besiddelse^[2]. Gustav Adolf indsatte nu ogsaa adskillige nye Prester i Provinsen, ja endog en egen Superintendent, som fik sin Residents i Aaviken^[3]. Kristian skal have næret det Ønske ved Freden at kunne bringe et Mageskifte istand, hvorved Svensken skulde have beholdt Jemteland og Herjedalen, hvilket sidste Landskab de ligeledes havde bemægtiget sig, imod Afstaaelsen af Staden Kalmar og dens Omegn til Danmark, men heraf blev da intet, og Norge fik endnu en Gang ved Freden i Knærød (ratificeret i Kjøbenhavn 26de Januar 1613) disse Provindser tilbage. Den svenske Superintendent maatte da naturligviis fravige Jemteland, og upaatvivlelig fjernedes ogsaa de af den svenske Regjering indsatte Prester. Et Kongebrev af 20de August 1612 havde paabudt, at nogle jemtelandske Geistlige, som under Krigen havde taget sin Tilflugt til Norge og altsaa derved beviist sin Troskab, skulde befordres andensteds i Throndhjems Stift^[4]; rimeligviis havde de fleste Kald i Jemteland efter Freden faaet nye Prester. Endnu skulle vi i det følgende et Par Gange komme til at omtale de geistlige Forholde i Jemteland hvis Kleresies stundom tvivlsomme Troskab og svenske Tilbøieligheder ikke er

1. Hallenberg, Gustav Adolfs Historie 1, 65.
2. N. Saml. 4to, 3, 259–60.
3. N. Saml. 8vo. 2, 72.
4. Registranten. Sammesteds nævner et Kongebrev en „Hr. Søfren i Ravendal“, som 1613 afsattes, fordi han var overbeviist om at have gaaet Svensken tilhaande. Sammenlign herom ogsaa Rørdam Arrebos Levnet, pag. 99.