dom vilde tage Afsked[1] tilstodes ham Indtægterne af det da just ledige Lødingen, hvorunder dengang ogsaa indbefattedes Ofoten og Vaagen, som en Art Pension, og da han imidlertid senere kom sig og derfor vedblev i Bispeembedet, beholdt han Lødingen, hvilket ogsaa tilstodes hans Eftermænd lige indtil Biskop Peder Krogs Død. Throndhjems Biskoper udøvede saaledes en Tidlang Patronatsrettighed over Throndenes, Lødingen og Strinden, det vil sige over 10–11 af de nuværende Prestegjeld i de to nordlige Stifter. Vi have derfor Grund til at tro, at Bispeembedet maa have været særdeles indbringende. Det fortjener derhos at bemærkes, at medens Kapitlet ved Souverænitetens Indførelse mistede sin Kaldsret, vedblev Biskopen at udøve den idetmindste i nogle af de ham tillagte Kald[2].
8. Medens vi af Mangel paa nøiere Oplysninger derom maa indskrænke os til blot at nævne de for Thrøndelagen saa sørgelige Hungersaar og Pestepidemier, som indtraf i 1591 og 1601[3], maa vi noget nøiere dvæle ved en Episode af Kalmarkrigen (1611–1613), da denne tildeels greb ind ogsaa i de geistlige Forhold. I Syvaarskrigens Dage havde, som vi i vort 2det Kapitel udviklede, Throndhjems Kanniker og Borgerskab samt Presteskabet, især i Nordlandene gjort aabenbart Frafald fra den danske Konge. Dennegang blev ogsaa fra svensk Side en Opfordring udstedt til Nordmændene om at afkaste det danske Aag, men den vides i Almindelighed ikke at have frugtet; kun i Jemteland, hvor nu som før Almue og Presteskab synes at have vaklet mellem svenske og norske Sympathier, høre vi om Hylding til Sveriges Konge m. m. Allerede Karl den niende lod, som det lader til, strax efter Kalmars Erobring af de Danske give Befaling til et Indfald i dette norske Landskab dog saa, at ingen Jemte maatte slaaes ihjel „eftersom de nedstammede fra svenskt Blod (!) og havde forhen lydet under Sverig, men danske
