i Forbindelse med Superintendenten Mag. Anders Arrebo fik udvirket den Bestemmelse, at i de 17 af de 24 Prestegjeld skulde Kaldsretten som i almindelige Embeder tilhøre Almuen, imod at Sognepræsterne svarede en (meget nedsat) Afgift til de syv residerende Kanniker, hvorimod der tillagdes enhver af disse Kanniker eet af de syv tiloversblevne Kald, i hvilket han da lod Sogneprest-Forretningerne besørge ved en Vicepastor og selv oppebar de væsentligste Indkomster. Throndenes blev saaledes henlagt til Dekanus (Bispen), Vesteraalen (Hadsel) til Archidiakonus, Tromsø (siden 1638 i dets Sted Stod) til Sognepresten ved Domkirken, Buksnes til samme Kirkes Kapellan, Inderøen til Frue Kirkes Sogneprest og Herø til dens Kapellan, Verdalen til Lektor; Hospitalspresten fik, skjønt ikke Medlem af Kapitlet, senere Frosten. Efter Souverænitetens Indførelse forandredes dette Forhold, dog kun forsaavidt at Kongen forbeholdt sig at kalde Vicepastorer til de opregnede Kald, men disse Vicepastorer maatte fremdeles lige til Midten af det 18de Aarhundrede yde Stiftsstadens Kleresi en stor, ofte den største Deel af Kaldsindtægterne. Da bleve endelig disse Embeder efterhaanden „frie Kald“, Throndenes 1731, Frosten og Buksnes 1740, Verdalen 1743, Herø 1747, Inderøen 1765, Stod 1771. Afgiften af de sytten Kald var dengang forlængst falden bort.[1]
I Forbindelse hermed gjøre vi opmærksom paa, at Strindens Sognekald uvist fra hvilken, men rimeligviis fra meget gammel Tid af var henlagt til Bispestolen, omtrent paa samme Maade, som de ovennævnte Kald vare lagte til Kanonikaterne. Dette Forhold vedligeholdt sig meget længe; først da Biskop Bugge (i 1842) tog Afsked, blev Strinden – Norges sidste geistlige Underbrug – et „frit Kald.“ Ogsaa Lødingens Sognekald bestemtes i Mag. Isaaks Tid til at forøge Bispestolens Indtægter; da Biskopen nemlig i 1606 formedelst Syg-
- ↑ Kilderne til nærværende Exkurs have været Schöning (Domk. Beskr.). Paus og Erlandsen. Et Reskript af 1ste April 1740 paabød, at eftersom Presteembederne i Throndhjems By bleve ledige, skulde de dem underlagte Landskald frigjøres for Afgiften.
