af noget af Kommunitetsgodset, skulde han beholde det paa Livstid; siden skulde de fire Prælater raade for de ledige Portioner. – Daglig, Morgen og Aften, skulde den „hellige Lektie“ skifteviis besørges i Domkirken af de tre underordnede Kanniker; Prælaterne skulde skiftes til at læse sammesteds hver Løverdagsaften. Samtlige syv Kanniker skulde ved Kirketjenesten, saavel Ottesang som Aftensang være tilstede i Koret. Hvis nogen udeblev uden at sende en „skikkelig Person“ i sit Sted, skulde han for hver Gang bøde en Skilling. – Endelig skulde Kannikerne fire Gange om Aaret holde et „lidet convivium,“ som det heder for „at Kjærlighed og Samdrægtighed kunde holdes vedlige blandt dem.“ Hermed skulde det gaa saaledes til, „at den, som prandium gjorde, skulde først holde en latinsk Oration i Lektoriet for Presterne og Skoledegnene, hvorpaa Kommuns-Brødrene skulde gaa hjem med ham og lade sig traktere. Dog skulde ingen være forbunden til større Bekostning end tre Retter Mad og en Tønde tydskt Øl.“
I samme Aar – 1598 –, som Kannikerne mellem sig vedtoge disse Statuter, rammedes deres Samfund af en sørgelig Ulykke, da Byen i dette Aar hjemsøgtes med en Ildebrand, som bl. A. bortrev Kannikegaardene paa tre nær.[1] Dette har efter Schønings Mening været Grunden til, at Biskopen kort efter gjorde en Reise til Kjøbenhavn, hvor han foranledigede forskjellige Bestemmelser, hvoriblandt ogsaa var den, at ligesom Kommunitetsgodset kun skulde tilhøre de syv residerende Kanniker, saaledes skulde ogsaa kun disse „med Lensmanden være tilstede at overhøre Kapitelssager,“ (det vil sige udgjøre det Konsistorium, som skulde paadømme Geistlighedens Forseelser, Egteskabssager m. v., have Tilsynet med Latinskolen o. s. v.)
- ↑ Disse Gaarde maa i sin Tid have udgjort et betydeligt Antal, da enhver af de skifteviis residerende (c. 24) Kanniker havde eller skulde have hver sin. Endnu i 1572 stode der atten Kannikegaarde, (Schønings utrykte Uddrag af en tabt Kapitelsbog). Efter Branden 1598 opbyggedes vistnok høist kun syv Gaarde, en for hver af de residerende Kanniker. Under Beleiringen 1658 omtales endnu „Kannike-Veiten;“ denne laa vestenfor Domkirken henimod Elven.
