den fjerde satte ham paa Dragsholms Slot[1]. Steen Ville var ellers „en lærd Herre“, som ogsaa havde reist i Tydskland og Italien samt besøgt den hellige Grav. „Han fremviiste ofte paa Kongsgaarden i Throndhjem de Klæder, som han paa sin Pilegrimsreise havde brugt[2].“
5. Ved Siden af disse Smaatræk, som maaskee kunde være et lidet Vidnesbyrd om en Smule aandeligt Liv i Stiftet, er det ikke vanskeligt at opdrive et ulige større Antal Notitser, som tale i modsat Retning. Saaledes klagedes i 1595 fra Herø Prestegjeld paa Søndmøre, dengang endnu endeel af Throndhjems Stift, over Presteskabets skammelige Egennytte. Da nemlig en gammel Kone der i Stiftet paa det yderste vilde have Presten til sig, forholdt han hende Sakramentet, indtil der var lovet ham to Spand og Kirken ligesaa meget af Konens Søns Odelsgaard En Naboprest, Hr. Arne, havde gjort en lignende Fordring til en anden Bonde af Herø, for at han, uagtet Bonden ei var af hans Meninghed, skulde give ham Nadverden. Han havde nemlig forlangt en Gaard i Pant for sit Tilgodehavende, men da Vedkommende vilde indløse Gaarden, ikke villet afstaa den[3]. Som et løierligt Beviis paa, hvor udstrakte Handelsforretninger et Par Prester dreve med Hollænderne, fortæller Schöning[4], at paa de hollandske Karter over Norge paa den Tid endog tvende geistlige Mænds Navne „Hr. Mikkel op Hemne“ og „Hr. Kristen op Aure“, vare anbragte som Lokal-Betegnelser.
7. I Kannikernes Vilkaar og Domkapitlets Forhold foregik i Mag. Isaks Tid vigtige Forandringer.
Vi have ovenfor (Pag. 39) seet, at det til Kannikernes nu for længere Tid siden ophørte fælles Huusholdning henlagte Gods i 1566 havde været overdraget til Lensmanden Herlof Skave. Senere var imidlertid – uvist i hvilket Aar – dette betydelige Gods kommet tilbage til Kapitlet, hvilket allerede kan sees af den ovenomhandlede Reformats af 1589. Nu blev det
