Søn eller Svigersøn til Kapellan – et vistnok saare hyppig overtraadt Lovbud –, at Sognepresterne ei maatte give sine Kapellaner Afsked i dyre Aar, at ikke, som i Danmark, Biskoperne, men derimod Provsterne med sex Mænd af Menigheden skulde indsætte Klokkere osv.[1]
Atter mødte Biskoperne 1613. Dengang var Skien, hvor der holdtes en Herredag, Samlingsstedet. Det var ved den Leilighed, at sex Prester af Oslo Stift, hvem dettes Biskop M. Nils Klaussøn havde overbeviist om hemmelig Papisme, bleve afsatte og landsforviiste[2]. Dog ved disse interessante Forhandlinger kunne vi her ikke dvæle; vi maa indskrænke os til at bemerke, at Throndhjems Stift var den Deel af Norge,i hvilken de allerfærreste eller rettere saagodtsom slet ingen Spor lade sig paavise af hiin merkelige Reaktion i papistisk Retning som i Slutningen af det sextende og Begyndelsen af det syttende Aarhundrede viste sig i alle protestantiske Lande og heller ikke lod Norge ganske uberørt. De faa herhenhørende Notitser, som jeg har stødt paa for dette Stifts Vedkommende, hidrøre egentlig fra en lidt senere Tid, men ville dog maaskee her have sin bekvemmeste Plads. Det heder saaledes i den Beretning om de kirkelige Forhold i Danmark og Norge, som Dominikaneren Nicolaus Jansenius afgav i 1623, at han havde erfaret, at der ved den Tid fandtes nogle hemmelige Katholiker i Throndhjems By, samt at Bønderne i Stiftet endnu helligholdt de katholske Festdage, som de angave paa sine Primstave, og at der valfartedes til hellige Kilder osv.[3] Og i 1634 traf et fransk Gesandtskab i Kjøbenhavn paa en Student fra Nordlandene eller Finmarken, som efter et langt Ophold i det katholske Sydeuropa nu var vendt tilbage for at søge Prestekald, men alligevel ytrede Tilbøielighed til at gaa over til Papismen[4]. Derhos kan det Sagn merkes, som Papismens Venner omspredte om St. Olafs Legeme, „at den, som (under Syvaarskrigen) vanærede det og satte det under Jorden, han fik sin
