at faa et saadant Møde istand i Lighed med de Sammenkomster af de danske Biskoper, som især under den sidstnævnte Konge hyppig omtales, og hvis Raadslagninger ofte havde ledet til Bestemmelser, som gjordes gjældende for begge Riger.
De i Anledning af Ordinantsens Affattelse samlede Biskoper grebe ogsaa Anledningen til at gjøre Kongen Forestillinger angaaende den anden ovenfor paapegede Sag, de jesuitiske Stemplinger. De forebragte nemlig, at Jesuiter stundom kom til Landet, forklædte som Kjøbmænd for at lokke Ungdommen ned til sine Skoler i Udlandet, og at det var blevet temmelig almindeligt, at flere Borgere i de norske Kjøbstæder sendte sine Sønner til jesuitiske Seminarier. En væsentlig Grund hertil mente man at finde i de norske Latinskolers mislige Forfatning, og tvende af Biskoperne, Oslos og Stavangers, klagede tillige over, at de unge Nordmænd, som sendtes til Kjøbenhavns Universitet, ved sin Hjemkomst befandtes baade uvidende og fordærvede. Som en Følge heraf lod Kongen ved sin Tilbagekomst til Danmark – han forlod Bergen paa St. Olafs Dag – de tvende bekjendte Forordninger udgaa, af hvilke den første paa det strengeste forbød Danske og Norske at studere ved jesuitiske Skoler og den anden paabød Forbedringer i det lærde Skolevæsen[1].
Endnu tvende Gange samledes i Mag. Isaks Tid de fire norske Biskoper i Kirkens Sager. I 1607 vare de saaledes alle tilstede i Stavanger, hvorhen ogsaa nogle Kanniker af af hvert Kapitel samt endeel af Presteskabet vare indkaldte. Der blev den nye norske Kirkeordinants offentliggjort og oplæst i Byens Domkirke[2]. At Norge saaledes fik sin egen Kirkelov, bevirkede imidlertid ikke nogen synderlig Forandring i Rigets kirkelige Forhold, thi den nye norske Ordinants stemmede næsten ganske overeens med den oftere nævnte danske af 1539. De for den norske Ordinants særegne Bestemmelser ere nemlig ganske faa, f. Ex. at ingen Sogneprest skulde tage sin
