Kristian Friis’s, har været betydeligere. Flere Udtalelser synes at vidne om, at hans Eftermand maaskee har virket kraftigere. Denne Eftermand blev Mag. Isak Grønbech, ligesom hans trende Forgjængere en dansk Mand, født 1564 i Kjøge, hvor Faderen var Sogneprest. Allerede 1581, altsaa 17 Aar gammel, finde vi ham som Hører ved Frederiksborgs Latinskole[1], og da det heder, at han allerede „paa nogen Tid“ havde indehavt denne Bestilling og „nogle Aar“ studeret i Kjøbenhavn, maa han, hvis det ovenangivne Fødselsaar er rigtigt, være bleven Student i en usædvanlig tidlig Alder, især efter de Tiders Forhold, da „Skolegangen ofte uddroges til en heel Menneskealder.“ Han anbefaledes i 1581 til at faa et af de fire kongelige Reisestipendier for at studere udenlands[2], begav sig til Franekers Universitet, hvor han udgav et lidet filologisk Arbeide, og studerede siden i Wittenberg, hvor han ligeledes lod flere Smaaskrifter trykke, og hvor han ogsaa skal have taget Magistergraden. Rimeligviis har han ogsaa studeret i Leiden, dengang Hovedsædet for Dyrkelsen af den filologiske Videnskab, der, hvis man tør dømme efter Mag. Isaks Smaabøgers Titler, maa have udgjort hans Hovedstudium. Hiint Ophold ved hollandske Universiteter staar maaskee i nogen Forbindelse med hvad vi vide om hans dogmatiske Anskuelser. Han var nemlig 1513 bleven Sogneprest til Nikolai Kirke i Kjøbenhavn, og som saadan var det, at han blev anklaget for at hylde Calvins Lære om den guddommelige Udvælgelse. I en Pintseprædiken 1594 ytrede han nemlig, at hvem Gud engang havde givet den Helligaand, ham unddrog han den aldrig siden, og at hvo, som dør ubodfærdig, dermed beviser, at han aldrig har havt Aanden Blandt hans Tilhørere havde ogsaa været Danmarks Rigskantsler, Arild Huitfeldt, som paa Rigsraadets Vegne affattede en Klage over ham, hvori han forlangte, at Mag. Isak, hvis han vilde beholde sit Embede, skulde gjenkalde sin vrange og vildfarende Lædom. Dette maatte han da gjøre, hvorefter Sagen faldt hen[3].
