Prest, og under 28de August 1578 fik Meddelelse, om at han var kaldet til Mag Hans Gaas’s Medhjælper og Sukcessor. Den 9de Oktober havde Hans Mogenssøn aflagt Kongen sin Ed. og var formodentlig allerede viet til Biskop, hvorhos der ved Kongebrev af denne Datum tilstodes ham som Lønning, saalænge den gamle Biskop endnu levede, en Daler af hver Kirke i Throndhjems Stift.
Dog ved den Tid behøvedes ikke længer at tages Hensyn til Mag. Hans Gaas, thi han var, hvad man endnu ei vidste i Danmark, allerede død den 17de September 1578. Hvad vi ovenfor have samlet om ham, vil, som vi mene, i det hele vidne til hans Fordeel og gjøre det Indtryk, at han har været en nidkjær Embedsmand. Navnlig tro vi at burde fremhæve det udentvivl hæderlige Oppositionsforhold, som han, skjøndt en dansk Mand og af adelig Byrd, ved flere Leiligheder har indtaget til de af Oldenborgerne opsendte Lensmænd i Thrøndelagen. Vi have allerede omtalt de Ubehageligheder, som Evert Bild til Ravnholt forvoldte Hans Gaas, visselig kun fordi denne vilde samvittighedsfuldt holde over sin Embedspligt. I et maaskee lignende Forhold synes Biskopen ogsaa at have staaet til den berygtede Ludvig Munk til Nørlund, senere Norges anden Statholder, da denne (første Gang) var Lensmand i Thrøndelagen (1571–77). Det var nemlig denne Magthaver, som i 1574 fik 5 Bønder af Gauldalen dømte og virkelig henrettede som „Landraademænd“, fordi de havde reist til Kjøbenhavn for at klage til Kongen paa Almuens Vegne. Om den Sorg, som hiint oprørende Justitsmord voldte den gamle Biskop, har et samtidigt Skrift[1] opbevaret et skjønt Vidnesbyrd. Dommens Uretfærdighed blev nemlig oplyst, og de henrettedes Efterladte fik Opreisning ved en ny Dom, afsagt i Thronhjem 15de Septbr. 1578. De uskyldige Bønder, hvis Legemer i fire Aar havde ligget paa Steile ved Throndhjem, fik da en ordentlig Begravelse, og da den gamle Biskop, som nu laa paa sit Dødsleie, hørte Klokkerne ringe ved Bøndernes Jordfæstelse, spurgte han, hvad Ringningen skulde betyde. Da han fik Aarsagen at
- ↑ Den „norske So“.
