udenlands og studere[1]. Vi bemerke med det samme, at enkelte lignende Bevilgninger af længere Tjenestefrihed for Prester til Studiereiser ogsaa forekomme paa denne Tid; Hr. Nils er dog det eneste Exempel fra Throndhjems Stift. Men, som venteligt kunde være, han kom ei mere til Norge, thi 1576 finde vi ham som Sogneprest i Malmø. I Forfatterlexikonnet opregnes hans for de Dage talrige gudelige Skrifter, i hvis Fortaler flere værdifulde kulturhistoriske Notitser ere nedlagte.
Naar vi dernæst minde om, at Throndhjems Domkirke i 1578 blev bestemt til herefter at skulle tjene til Sognekirke, og (maaskee til Overflod) oplyse, at Sognepresten til Melhuus i 1577 fik en Kongetiende som Erstatning for det Tab, som Gjesters idelige Indryk i hans lige i Alfarveien liggende Prestegaard forvoldte, tro vi ovenfor at have samlet de vigtigste Oplysninger, som Tiden har levnet om Mag. Hans’s Tid i Throndhjem.
8. Han var nu sterkt tilaars. Ved sin Ansættelse maa han have været omkring de femti, altsaa nu henimod otti Aar. Der blev derfor nu efter hans egen Begjering[2] besluttet at give ham en Medhjelper, som efter hans Død skulde følge ham i Embedet. Kongen lod, som oftere ved lignende Befordringsspørgsmaal, Professorerne ved Kjøbenhavns Universitet bringe en Mand i Forslag til en saadan Suffragan-Post. I Konsistoriet faldt de fleste Stemmer paa en Mag. Hans Mogenssøn; forøvrigt var der ogsaa Tale om en Prest i Kjøbenhavn Olaus Theophili, „der havde et sterkere Maal, end Mag. Hans Mogenssøn,“ og om den senere Biskop i Bergen, M. Anders Foss, til hvis Fordeel det anførtes, at han var yngre og kraftigere, medens Mag. Hans Mogenssøn allerede var temmelig gammel, saa at man frygtede for, at hans Virksomhed oppe i Norge ei skulde blive af lang Varighed, og saaledes Embedet efter faa Aars Forløb atter blive ledigt[3]. Kongen udvalgte alligevel blandt de foreslaaede den oftnævnte Hans Mogenssøn, som ved den Tid synes at have været Professor, og maaskee tillige
