af 1539[1]. – At Agtelsen for Egteskabet i det Stift, som vi her omhandle, ogsaa de følgende Tider har været merkelig ringe, er der vistnok megen Grund til at tro. Vi ville derfor her – med Brud paa vor Fremstillings annalistiske Methode – nævne et ikke umerkeligt Exempel herpaa fra det 17de Aarhundrede. I 1643 var der i Rødøens Prestegjeld paa Helgeland en gammel Mand, Peder Thorssøn, hvis Hustru levede, men i femten Aar havde været sengeliggende. Imidlertid besov den gamle sin Fosterdatter og avlede et Barn med hende, hvorfor han da ogsaa udstod Kirkens Disciplin. Men, „for at Manden paa sin krykkegaaende Alderdom kunde have nogen Hjelp,“ ansøgte han ikke destomindre om, uagtet Konen var ilive, at maatte egte Fosterdatteren, og det var Sognepresten, som indsendte Ansøgningen til Kapitlet, som da naturligviis afviiste den. Og denne Sogneprest – Hr. Maurits Rask – synes iøvrigt at have været en flink Mand, at slutte af hans ikke uvigtige Optegnelser om sin Samtid, hvilke læses i Norske Samlingers (Oktavrækken) 2det Bind[2].
7. Med Hensyn til Skolevæsenets og Studeringernes Forhold i Stiftet i Mag. Hans’s sidste Leveaar, kan bemerkes at der i 1573 udgik Befaling til Lensherren at antage sig Opførelsen af en ny Bygning for Throndhjems Latinskole. Og i 1578 bestemmer Kongen, at „da ingen Skoler findes funderede i Jæmteland,“ skal Biskopen i Throndhjem lade en saadan indrette paa Vesterhuus sammesteds, til hvilken adskilligt Jordegods skulde henlægges[3]. Endelig kunne vi som et næsten enestaaende Modstykke til de almindelige Klager over Presteskabets Uvidenhed og Raahed fremhæve et Exempel paa en lærd Prest paa Helgeland, nemlig Hr. Nils Jørgenssøn paa Alstahaug. Som man af en Dedikation i et af hans Skrifter kan see, var han født i Svendborg, altsaa Mag. Hans Gaas’s Byesbarn. 1570 forekommer han som Sogneprest til Alstahaug, og 1574 søgte han tre Aars Tjenestefrihed for at reise
