hyppig at have fundet Sted, samt at Agtelsen for Egteskabets Hellighed efter flere Spor at dømme maa have været paafaldende ringe. Om det sidste Beviis paa den store Fordærvelse, der udmerker Reformationsaarhundredet, har man et vigtigt Kongebrev af 1574, hvori der klages over, „at naar en Ægtemand eller Hustru bliver blind eller belastet med nogen Sygdom, da nøde Slægt og Venner dem til at skilles fra hverandre, og det en Part af den Aarsag at deres Gods kan blive dem skiftet imellem, og Slægten siden kan forvende dem (sig) Godset til[1].“ Vel antyder Kongebrevet ikke, i hvilke af Rigets Landsdele dette Uvæsen har været meest udbredt, men at det maaske endog i Særdeleshed har ytret sig i Throndhjems Stift, kan sluttes deraf, at Mag Hans Gaas nogle Aar iforveien havde „ladet udgaa en Bog om Egteskab.“ Denne „Bog“ har baade af Worm og Nyerup været antaget for et trykt Skrift, uden at dog nogen have kunnet paavise „hvor og naar“ den er udkommet. Efter min Mening har den aldrig været til uden i Haandskrift. Ingen Literator har seet den, og dertil kommer, at den nævnes imellem de „Skrifter“, som M. Hans og Lagmanden paa Stegen i Nordlandene, Jens Pederssøn, havde „ladet udgaa imod hinanden.“ Jens Pederssøns Skrifter kjender Literærhistorien intet til, og derfor er det vel rimeligt, at ogsaa M. Hans’s Traktat om Egteskab kun har været omspredt i Afskrifter. Denne Lagmand i Nordlandene, Jens Pederssøn Skriver, – ansat ved Kongebrev af 4de Mai 1564 – har, som det synes, været en ryggesløs og forargelig Mand, og navnlig har hans Forhold som Egtemand rimeligviis været misligt, siden Biskopen rettede et Skrift mod ham „om Egteskab.“ Lagmanden har, som vi høre, taget til Gjenmæle, og som det heder, „optegnede Bispen og han hverandres Laster og Vild- farelser.“ Sagen tog tilsidst den Vending at begge Parter bleve indstevnede for Kongen og nogle af Rigets (Danmarks) Raad. Begge mødte nede i Danmark, og Enden blev, at Mag. Hans’s Skrift erklæredes at stemme overeens med Kirkeordinantsen
- ↑ N. Registr. 2. 133.
