rig Lovbestemmelse, nemlig de 25 saakaldte Fremmed-Artikler, et kort Begreb af Statskirkens vigtigste Læresætninger, udarbeidet, som man mener, af Kjøbenhavneruniversitetets største Prydelse paa den Tid, Dr. Nils Hemmingssøn[1].
I 1568 var, efterat Johan den tredie paa en saa voldsom Maade havde opsvunget sig paa Sveriges Throne, Underhandlinger indledede om Fred mellem Rigerne, og Kong Frederik var i dette Aar saa vis paa, at Fiendtlighederne skulde standse, at han endog tilmeldte sine Befalingsmænd, at dette kunde ansees for en given Sag. Dog blev Freden atter brudt, og først i 1570 fik man Ende paa Fiendtlighederne ved den bekjendte Fredsslutning i Stettin. Blandt dennes mange Artikler er der en, som særlig vedkommer os her, nemlig Sveriges Indrømmelse, at ogsaa den geistlige Jurisdiktion over Jæmteland skulde overgaa til Norge.
Vi have allerede i foregaaende Kapitel omtalt, at dette Landskab hidtil havde hørt under Erkebiskopen af Upsal, at det havde modtaget sin Reformation fra Sverige af, og at det i det hele havde befundet sig i en merkelig Stilling som halv norsk, halv svensk. Nu forenedes det vel ganske med Norge, men det nøie Samkvem med Sverige havde varet forlænge, til at det i den Tid, som forløb, inden det ved Brømsebro-Freden for bestandig skiltes fra os, kunde fuldstændigt sammensmeltes med Norge. Imidlertid viiste den danske Regjering, som vi siden skulle see, ingenlunde Uvirksomhed i dette Punkt. Som et Beviis paa, at man i de Tider ansaa Jæmteland som et fra det egentlige Norge adskilt Landskab, kan ogsaa anføres, at i en Beskrivelse over Namdalen af 1592 heder det, at Sulleaaen „skiller Norge fra Jæmteland“[2].
6. Af de Vink, vore Kilder give os til Oplysning om Sædelighedstilstanden i Norge i Mag. Hans’s senere Leveaar, fremhæve vi især, at Manddrab i et Kongebrev af 1571 angives
