op under Anførsel af Herlof Skave, (som siden i flere Aar blev Lensherre) og den gamle fra Erkebiskop Olafs Tider bekjendte Kristoffer Throndssøn Rostung. Dog inden disse vare komne op til det Nordenfjeldske, var allerede Steenviksholms Slot, der var let at erobre, men ogsaa let at tabe, gjenvundet af Evert Bild, og Svenskens Herredømme fik saaledes en hastig Ende; den 26de Mai aflagde Geistligheden og Borgerskabet paany Troskabseed til Kong Frederik, som den „rette Arveherre.“ Under 11te Juni kunde saaledes Kongens Befaling udgaa til Lagmændene om til førstkommende Olafsdag at indstevne for sig i Bergen de „Klerke“ og „Kjøbstadsmænd“ i Throndhjem, som havde viist sig Kongen af Danmark utroe, og som nu ogsaa beskyldes for at have „omdraget i Lenene til Bønderne og tinget med dem, at de skulde falde fra.“ I et følgende Kongebrev af 9de Juli nævnes særlig Mag. Kristoffer (Henrik Nilssøn Gyldenløves Søn) som skyldig i Frafaldet. Imidlertid blev Sagen mod de frafaldne Kanniker og Borgere ikke saa snart foretagen, som oprindelig bestemt, thi som vi erfare, bestemte Kongen den 20de August 1565 efter Ansøgning fra Vedkommende, at denne Sag indtil videre skulde henstaa Maaske er den hermed ganske bortfaldt. I det hele har man neppe vovet at gaa strengt frem mod Nordmændene i disse farlige Tider; vi see bl. A. ogsaa, at Bønderne i Søndmøre og Romsdal, der havde viist Opsætsighed bleve meget forsigtig behandlede[1].
Ogsaa i Nordlandene var Geistligheden falden fra. Af et nu vistnok tabt Brev til Herlof Skade fra Hans Gaas, som dengang opholdt sig i Nordland, synes at fremgaa, at den nævnte Mag. Kristoffer Henrikssøn paa den Tid just har været i Nordland. Hans Gaas siger, at Mag. Kristoffer og Mag. Elling „vare de første, som gik de Svenske tilhaande paa Helgeland og fraraadede Almuen i Nordland at staa de Svenske imod[2].“ Ogsaa flere Prester, Fogder og andre i
