agtede i de Dage en Konge sin Faders Bestemmelser, og paa en saadan Maade turde Lensherren behandle en Biskop, der endog selv synes at have været adelig. Biskopen klagede til Kongen, men først 1568 blev der givet ham en Art Erstatning og senere blev ogsaa denne gjort ham stridig[1].
I 1563 møder os et ret betegnende Exempel paa, hvor lidet nøieseende man i den Tid maa have været med Hensyn til Presternes Liv. En Prest i Finmarken, Hr. Lauritz Vinter, havde nemlig begaaet Manddrab og var derfor bleven afsat fra sit Presteembede. Men da han havde forligt sig med den dræbte Mands Arvinger, drog han om til Bisperne i Throndhjem, Bergen og Stavanger og fik deres Anbefaling til at faa Prestekald igjen. Dette blev ogsaa bifaldt af Kongen, og Manden blev ikke alene atter Prest, men det endog i sit forrige Kald[2].
5. Forholdet mellem Danmark og Sverige havde i mange Aar været spændt, og det kom i 1563 til en Ufred mellem Rigerne, hvori ogsaa Norge inddroges, den merkelige endnu altfor lidt bekjendte syvaarige Krig. Strax i Krigens første Aar fik det norske Presteskab Tidens Tryk at føle, thi under 7de Juni 1563 paalagdes det alle Prester og Kanniker i Riget at udgive i Krigsskat Halvparten af de faste Embedsindtægter; ogsaa af Kirkernes Gods skulde den halve Indkomst afholdes[3].
Men det andet Aar – 1564 – blev for Throndhjems Stift Krigens mærkeligste. Thi efterat det halvsvenske Jæmteland i Februar samme Aar var erobret, drog Svenskens Anfører Claudius Collart (eller efter sit Fødeland ogsaa kaldet Gallus) samme Maaned over til Verdalen, og da den danske Lensherre Evert Bild fik Nys herom, indsluttede han sig paa Steenviksholm, som derpaa strax blev beleiret og i de første Dage af Marts ogsaa overgivet. Men endnu inden dette
