havde „nogle til Studium ved Kjøbenhavns Universitet og andensteds, som det underholdt,“ men beklager sig i sterke Udtryk over, at saadanne Studenter, naar de kom hjem, ikke fik Befordring, da „Sognekirkerne blive beskikkede i andre deres Hænder, som komme tilløbende.“ Dette er merkeligt, da der baade før og siden ofte forekommer Klager over, at der er altfor faa Kandidater til Prestekald. Man maa vel ellers i dette Tilfælde tænke paa, at Stiftet havde en dansk Bisp og en dansk Lensherre; ikke usandsynligt, at disse, der, uagtet Ordinantsen havde givet Menighederne Valgret, havde størst Indflydelse ved Presteembedernes Besættelse, have foretrukket „tilløbende“ Landsmænd til de gode Kald, og at de omtalte indfødte Studenter liden Lyst have havt til Kapellanierne og de mindre indbringende og afsidesliggende Sognekald, som danske Lykkesøgere havde vraget. I Kannikernes Skrivelse antydes ogsaa, at de til Præbenderne henlagte Sognekald allerede nu tildeels vare blevne disse fraskilte[1].
Som vi vide, vare Helgeseter Klosterbygninger og den dertilhørende Bugaard overdragne Thorbjørn Olafssøn, da han blev Superintendent; hans Eftermand Mag. Hans havde hidtil ogsaa resideret paa Helgeseter. Men Evert Bild blev Bispens Uven, da han i 1558 reiste til Danmark for at tilkjendegive Kong Kristian, hvilke Brøst der fandtes i Stiftet, og hvorledes Lensherren i flere Henseender tilsidesatte Ordinantsen, idet han søgte egen Fordeel[2]. Evert Bild hevnede sig derved, at han hos den nye Konge klagede over, at han manglede en ordentlig Avlsgaard til sin Residents i Throndhjem, og gav tilkjende, at Helgeseter passende kunde blive ham udlagt som saadan. Kongen gik ind paa dette, og skjønt Mag. Hans i sin Tid havde faaet Klosteret overdraget for sin Embedstid, blev det ham nu frataget, ja Lensherren befalede ham endog at flytte ud med kun tre Dages Varsel, endskjønt den kongelige Resolution havde undt ham et Aars Henstand[3]. Saa lidet
