Række kongelige Forføininger angaaende geistlige Forhold i Stiftet, som vi naturligviis maa omtale, da de i flere Henseender ere oplysende. Superintendenten havde saaledes klaget deels over, at han ikke blev ordentlig skydset af Almuen, naar han skulde drage om paa Visitats i Stiftet, deels over at Folket ikke ordentlig indfandt sig i Kirkerne for der at belæres, naar han besøgte disse. – Dernæst havde Bispen forebragt Kongen, at der i Stiftet holdtes „mange Gilder,“ i hvilke skede „stor Uskikkelighed, Gud til Vanære og Undersaatterne til ondt Exempel;“ herom forordnedes nu, at disse Gilder skulde forandres efter den Skik, som derpaa er gjort i Bergens Stift.“[1] – Videre see vi,at „Sognedegne“ manglede ved mange Kirker i Stiftet, saa at Presten ingen Hjelp havde „til at synge ringe Klokker og holde Kirken reen.“ For at hvert Prestegjeld skulde faa en saadan Kirkebetjent, fastsatte Kongen, at der overalt skulde af Kirkernes Gods udtages mindst et Spands Jord, som skulde bruges til Degneløn. Almuen kunde derhos, om den vilde forøge Degnens Indkomst, men tvinges dertil skulde den ikke. Prestegaardene vare i høi Grad forfaldne navnlig fordi Almuen havde undladt at vedligeholde den Deel af Bygningerne som det var dens Pligt at tage Vare paa; derfor skulde Kongens Lensmænd hvert tredie Aar lade undersøge om Sognemændene opfyldte denne sin Skyldighed. Ligeledes skulde de Befalinger opfyldes, som Tid efter anden vare udgaaede om at Kirkernes Gaarde bleve forsvarlig behandlede – Endelig fik Kannikerne et fornyet Tilsagn om, at de skulde faa beholde alt, hvad dem medrette tilkom. Samtidig sees forøvrigt en Bestemmelse Kapitlerne vedkommende at være gjort af Kongen, som imidlertid angaar det hele Norge og ikke som det foregaaende særlig Throndhjems
- ↑ Sammenhængen hermed kjendes ikke. Derimod see vi, at i 1553 et „St. Annæ Gilde“ i Oslo var sekulariseret, idet de Eiendomme som dertil havde ligget, vare Gjenstand for Forlening. (Registr.) De faa og sparsomme Notitser, vi kjende om Gildevæsenet i Throndhjems Stift, findes samlede i Langes Klosterhistorie, 2 udg. 197 fgg.
