han Prestegjeldenes Vidtløftighed og Presternes vanskelige Stilling, og begrunder herved Nødvendigheden af en egen norsk Ordinants, som kunde gjøre Kristenretten overflødig.
I hvilket Aar denne Kristenret oversattes, er uvist, og ligesaalidt kjende vi nøiagtig Tiden for den næste Notits, som vi have at meddele, om vi end med Rimelighed kan sætte den til 1552.[1] Denne Notits angaar Ansættelsen af en Lector theologiae, thi M. Hans fik rimeligviis i det nævnte Aar dette for hiin Tid vigtige Embede besat med en Kannik Cornelius, som tilforn synes at have været Forstander for Kannikernes Kommunitet. Han skulde have St. Thomæ Præbende og dertil 16 Daler om Aaret som Embedsløn. Denne Cornelius skal være død 1566 som Sogneprest til vor Frue Kirke.
3. Som sin Formand maatte ogsaa M. Hans i sit Embedes Interesse gjøre Reiser til Danmark, og den første af de Reiser, vi kjende til, foregik 1552. Thorbjørn Olafssøns Forestillinger om Nødvendigheden af Domkirkens Forbedring havde intet frugtet; denne herlige Kirke, som siden Reformationen ikke benyttedes til den egentlige Gudstjeneste, men kun til Kannikernes Korsang, var nu i saa ynkelig Stand, at naar der regnede eller sneede, kunde Folk ikke staa tørre i den, og, hvor Klokkerne hang, kunde ingen uden Livsfare gaa hen for at ringe. Saa reiste da Superintendenten til Kjøbenhavn, forsynet af Kapitlet med de da brugelige Gaver til en formaaende Mand, ogsaa dennegang til Danmarks Kantsler Johan Friis. Noget blev ogsaa udrettet, forsaavidtsom Kollektsamlinger fra Stiftets øvrige Kirker o. s. v. paabødes og virkelig kom istand, men til nogen kjendelig Forbedring af Bygningen var alt, hvad der gjordes, kun halve Foranstaltninger, og det blev derfor uden synderlig Frugt. Det af Biskoppen fremkaldte kongelige Paabud er dateret St. Margrete Dag 1552, ved denne Tid har Mag. Hans saaledes formodentlig været nede i Danmark.
Forøvrigt var det ikke alene Domkirken, om hvilken Bestemmelser udgik. Der fattedes paa samme Dag en heel
- ↑ Fordi den i Kap. Bg. „No. 1“ staar i Nærheden af Sager fra den Tid. Dokumentet er ellers aftrykt i Danske Mag. 6, 301–302.
