kunde dette, da love ham „aureos montes“ (!). Ogsaa Kristoffer Galle skulde, om muligt, paavirkes ved Gaver.
Brevet, hvoraf disse vigtige Oplysninger ere hentede, er som sagt skrevet i Kjøbenhavn den 21de December 1547, og Mag Thorbjørn lavede sig nu til Hjemreisen, hvorvel han intet bestemt Svar havde kunnet opnaa. Oldenborgerens saa forroste kristelige Iver synes her, som udentvivl meget ofte, at have maattet staa tilbage for hans navnlig for Norge saa følelige ublue Havesyge[1].
Det var ikke Guds Villie, at Superintendenten skulde gjensee sit Stift, thi i Begyndelsen af 1548 blev han paa sin Reise gjennem Hedemarken bortreven af Pesten. Hans Dødsdag er ubekjendt, men i Paaskeugen var hans Afgang allerede bekjendt i Bergen[2]. Han blev begraven ved Prædikestolen i Ringsakers Kirke[3].
Kun saare kort nød altsaa Thrøndelagen godt af sin første lutherske Biskop, saa kort, at hans Navn i forrige Aarhundrede var gaaet i Forglemmelse, hvorfor Eftermanden, hvem en længere Levetid forundtes, gjerne nævntes som den første i den evangeliske Bisperække. Men jeg haaber, at hvad det her har lykkedes mig at samle om hans Liv og Virksomhed, har været nok til at vise, hvor stort et Tab hans Død har forvoldet, og det er min Tro, at han maa holdes for en af vor Kirkehistories skjønneste Prydelser. Til Luthers og Bugenhagens Udtalelser om ham kan føies, at ogsaa Dr. Palladius – i sin lille Bog om St. Peders Skib – regner ham blandt Sandhedens Vidner.
Om hans Familieforhold vides, at han havde en Broder Jens, der formodentlig ogsaa var geistlig. I 1550 begroves i
- ↑ Ganske af samme Mening om Kristian den tredie er ogsaa E. Sars: „Norge under Foren. m. Danm.,“ S. 40.
- ↑ M. Geble Pederssøn og Kristoffer Hvitfeld skrive Fredag i Paaskeugen 1548 til Throndhjems Kapitel og anbefale en Peder Olssøn fra Nordland, som af den nu bortdøde Mag. Thorbjørn havde faaet Løfte om et Kanonikat. Peter studerede, heder det, i Kjøbenhavn. (Schönings Optegnelser).
- ↑ Norske Magasin 1, 113.
