Anbefalet af saadanne Mænd kunde Throndhjems Dekanus
nu drage til Kjøbenhavn, hvor vistnok „de høilærde“ (Professorerne)
have yderligere prøvet ham, siden Kongen i sit Udnævnelsesbrev
paaberaaber sig disses, ligeledes anerkjendende Dom.
Denne Udnævnelse udstedtes da endelig fra Koldinghuus paa
Helligtrekongersdag 1546[1], altsaa fulde fire Aar efter at hans
Brødre i Kapitlet havde bragt ham i Forslag. Det er og
bliver, som allerede før udtalt, en Merkelighed, at den samme
Konge, som bekvemmede sig til at gjøre Jon Guttormssøn,
ja endog Hans Reff til Superintendenter i Stavanger og
Oslo, dog fandt saa mange Forsigtighedsregler og Opsættelser
nødvendige, da det gjaldt at sætte en saa udmerket Mand som
Mag. Thorbjørn paa en lignende Post i Throndhjem. Det er her
vanskeligt at frigjøre sig for Tanken om, at politiske Hensyn
maa have gjort sig gjeldende.
9. Endelig havde saaledes Stiftet faaet et luthersk Overhoved, og i denne Egenskab drog Mag. Thorbjørn nu til sit Hjem, „kaldet ikke til Ørkesløshed som de gamle Biskoper, men til stort Arbeide.“[2]
Under hans Fravær sees ikke nogen for den geistlige Historie merkelig Begivenhed at være indtruffen i Stiftet. I Vinteren 1544 havde der hersket bitre Klager over Dyrtid i Thrøndelagen, da alt Korn fra det foregaaende Aar var frosset bort, og man saaledes maatte hjelpe sig med Barkebrød. Dette indberettedes til Kongen af Thord Rød,[3] som i 1542 havde faaet Steenviksholm med dertil hørende Forlening i Bytte med Kristoffer Hvitfeld, som i dets Sted havde overtaget Bergenhuus. I denne slemme Tid var der paalagt Kannikerne en Kontribution af 1000 Daler, som de kun ved at optage et Laan kunde betale.[4] For ikke længe siden var ogsaa en Præbende bleven taget bort fra Kapitlet af Kongens
