den papistiske Tid havde øvet, deels kunde jo i Norge, hvor der var saa faa Kjøbstæder (i dette Stift kun en eneste), ikke vælges Superintendent efter den i Danmarks Ordinants foreskrevne Maade, nemlig ved Valgmænd af Kjøbstadspresternes Midte. I vort Fædreland maatte her Kapitlet træde, og traadte siden ogsaa virkelig, i Kjøbstads-Sognepresternes Sted.
Noget kongeligt Svar paa denne Kapitlets Henvendelse kjendes ikke. Men inden Aarets Udgang finde vi – 16de Novbr. 1542 – Mag. Thorbjørn indskreven ved Universitetet i Wittenberg.[1] Udentvivl har Kongen gjort et Ophold her til Betingelse for at stadfæste Kapitlets Valg.
Over to Aar tilbragte Mag. Thorbjørn Olafssøn nu under selve Reformatorernes Veiledning i Reformationens Moderstad. Vi ere saa lykkelige at eie vore Kirkefædre Luthers og Bugenhagens egne Vidnesbyrd om ham til Kongen, og man vil heraf visselig ikke uden Interesse erfare, at vor Landsmand har boet i Luthers Huus. Da han i April 1545 stod paa Hjemreisen, skriver saaledes Luther: „Mag. Torbertus (sic), i nogen Tid min Bordfælle og Kostgjænger, kommer nu tilbage til Deres Majestæt. Jeg anbefaler ham underdanigst. Han er en fiin, lærd Mand, og jeg haaber, at Gud skal skabe megen Frugt ved ham, hvad jeg af Hjertet beder og ønsker.“ Bugenhagens Ord lyde: „Mag. Torbernus, Eders Majestæt vel bekjendt, har holdt sig ærbar hos os. Han er lærd, from, sædelig, forstandig og kan udrette meget godt i Norge. Han frygter kun, at der skal blive ham paalagt altfor meget, da Presterne i Norge kun sjelden kommer sammen, og mange af dem ikke vide meget Eders Majestæts høie Forstand vil vel vide, hvorledes en saadan Mand skal bruges, saa at han alligevel skal udrette noget. Jeg har trøstet ham med, at vi maa hjelpe Kristus at bygge hans Himmelrige; Gud vil nok styrke os til vort Arbeide“[2].
