sin, men som i Branden 1531 vare sterkt medtagne, skulde, heder det, nu gjenopføres. Enhver Broder skulde inden to Aar have sin Grund indhegnet og derpaa have opført tre Huse. Stue, Kjøkken og Stabur. Undladelse heraf skulde straffes med 10 Marks Bod.
De 18 Kanniker, som man efter det ovenanførte faar ud, navngives nu i Kapitelsbogen.[1] Naar nu dertil kommer Økonomen, og man tillige merker sig, at Dekanen ikke nævnes, har man altsaa mindst 20 sikre Kanniker ved denne Tid. Men her møder os en stor Vanskelighed. Thi ogsaa fra det følgende. Aar – 1540 – haves nemlig en authentisk Liste over Brødrene[2], hvor tyve opregnes, men af disse forekomme vel at merke hele tolv ikke i 1539, og dog forekommer en af de i 1539 nævnte, men i 1540 forbigaaede Brødre andensteds som Kannik endnu 1547. Antager man nu begge Lister for ufuldstændige og søger at forene dem, da fremkommer et Tal af mindst 32 Kanniker, hvad dog neppe er rimeligt. Tænkelig var en mellem begge Listers Affattelse muligviis foregaaet Udstødelse af Kanniker, som man (Kongen?) af en eller anden Grund vilde fjerne, men hertil er ellers intetsomhelst Spor at opdage. En Kannik, der, som oven anført, forekommer 1539 og 1547, men ikke 1540, maatte isaafald siden igjen være tagen til Naade. Man kunde kanskee ogsaa tænke paa, at nogle af de som Kanniker anførte kunde have været „Vikarier,“ men heller ikke for en saadan Løsning af Knuden kan jeg finde nogen Hjemmel.
7. Aldrig burde vel en Latinskoles Betydning sterkere have fremtraadt, end i en Tid som denne, da man, fortvivlende om at kunne give den eldre Slegt endog af Geistligheden selv en sand evangelisk Oplysning med desto større Kraft skulde have rettet sine Bestræbelser mod den yngre studerende Generation, de vordende Prester. Thi det var i de Dage Skolen, som udfyldte Hullerne i Presteskabets Rader, efterhaanden som et Kald blev ledigt. Ligesaalidt som i Paveveldets Tid kunde man nemlig i de Par første Menneskealdre efter 1537 gjøre Regning
