mæssigste Gang. Man seer dem da ogsaa forsamlede 10de Septbr. 1539[1] i et talrigt Møde, hvorfra „kun nogle faa“ vare borte, og hvor disse havde givet Tilsagn om sit Samtykke i Fleertallets Beslutninger.
Man vedtog her først at opretholde det fælles Bordhold (mensa communis), som var grundet af Erkebiskop Sørle i Haakon Haakonssøns Dage, og om hvilket Peder Klaussøn vidner, at det i sine Velmagtsdage var udstyret med „Kander og Kredentskar, Fade og Tallerkener og andet saadant af Sølv, hvilket laa forvaret udi deres Kapitelshuus, naar de det ikke brugte[2].“ En Kannik skulde nu, besluttedes der, være Økonom eller Forstander for dette Kommunitet; han skulde vælges paa tre Aar, tillige bestyre det Kommunitetet tillagte Jordegods, og den, hvem Valget traf, skulde være forpligtet til at modtage det. Sammen skulde istedenfor det tidligere brugelige Gilde hver 17de December herefter festlig beverte de til enhver Tid residerende Kanniker paa alle Festdagene i de tre store Høitider. Juul, Paaske og Pintse, paa hvilke Dage, heder det, Brødrene hidtil efter Indbydelse havde pleiet at gaa til Erkebiskoppens Bord.
Endelig skulde, vedtoges der videre, sex Kanniker resider foruden Økonomen. Disse skulde da paatage sig den – rimeligviis daglige – latinske Gudstjeneste og Kirkesang (horae canonicae). Disse Kanniker skulde aarlig vexle, saa at de kun hvert tredie Aar vare forpligtede til at være tilstede i Throndhjem, de to andre Aar kunde de tilbringe ved fine Sognekirker. De, hvem Raden var kommen til, skulde tilsiges ved Kapitlets Brev, senest indfinde sig ved St. Halvards Dag (15 Mai) og forblive i Stiftsstaden indtil Inventio Crucis (3die Mai) det følgende Aar. For at Stiftets forskjellige Dele kunde være ligelig repræsenterede, skulde af de sex Kanniker to tages af dem, hvis Kald laa i Nordland, to af dem indenfor og to af dem udenfor Agdenes.
Kannikernes Gaarde i Throndhjem, hvoraf enhver havde
