værre her inde paa Formodninger, hvis Rigtighed eller Urigtighed vel aldrig vil blive oplyst.
6. Historien af Throndhjems første lutherske Superintendentvalg leder os hen til en nøiere Betragtning af Throndhjems Domkapitel. Dettes Kanniker udgjorde fra gammel Tid af – ifølge Schøning – et Tal af fire og tyve, af hvilke de fire fornemste – Decanus, Archidiaconus, Præpositus, Cantor – udmerkelsesviis førte Navn af Prælater. Kannikerne udvalgte, som bekjendt, i den papistiske Tid Erkebispen og besatte selv ved Kooptation ledige Pladse i sit Samfund, de dømte i geistlige Sager, nogle af dem ledsagede Erkebiskoppen paa Visitats, og Kapitlet dannede, som en Slags Kardinaler i det smaa, Erkebiskoppens Raad i mange vigtige Spørgsmaal; var Erkestolen ledig, gik de ligefrem ind i dennes Rettigheder. Desuden var enhver Kannik Sognepræst til et af Stiftets Gjeld, og der fremstode saaledes 24 „Kannikegjeld“[1], hvis Bestyrelse Domherrerne dog stundom forsmaaede selv at varetage, idet det oftere hændte, at de stadig og ei blot efter enhvers Tur hvert tredie Aar „residerede“ i Stiftsstaden Throndhjem. Prestegjeldene maatte da lade sig nøie med Leieprester eller Kapellaner, der svarede vedkommende Kanniker en aarlig Afgift, som i Forbindelse med Præbenderne udgjorde disses Indtægt. Prælaterne, hvis stadige Nærværelse i Throndhjem synes at have været paaregnet som nødvendig, havde vel neppe nogensinde fast Ophold i sine Gjeld paa Landet.
Allerede i Frederik den førstes Dage havde Throndhjems Kapitel maattet friste en voldsom Medfart. Medens Erkebispen nemlig i 1532 opholdt sig paa Steenviksholm, kom den berygtede danske Svend Otto Stigssøn – ret et sin Tids Barn, troløs, raa og uforfærdet – til Byen, hvor han
- ↑ De opregnes hos Schøning, Domk. Beskr. 232–33: Throndenes (Decanus). Tromsø (Præpositus, Vesteraalen (Archidiac.) Lofoten, Herrø, Lødingen, Rødøen, Brønø, Salten, Alstahoug, Nærøen, Overhalden, Ørlandet, Hitteren, Aure, Kvernes. Veø, Borgund, Meelhuus, Verdalen, Størdalen, Skogn, Sveig (i Herjedalen).
