Side:Ludvig Daae - Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814.djvu/25

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
11

gen af den nye Lære været af en høist formel, ydre Natur. De Veie, ad hvilke Presteskabet skulde have kunnet modtage nogen Underviisning, vare ogsaa dengang alle saa besværlige, at det vel selv med større Nidkjærhed fra Styrelsens Side vilde have været en Umulighed at vække nogen sand evangelisk Erkjendelse hos Mesteparten af den ældre Slægt. Og man har neppe mere end et eneste Spor til en saadan Bestræbelse fra Danmark af, nemlig at Dr. Palladius, Sjellands Superintendent, forfattede en liden (latinsk) Forklaring over Katekismen „pro parochis Norvegianis“; den udkom 1542, men oplevede siden mange Oplag. Palladius erkjender ogsaa i Bogens Tilegnelse til det norske Presteskab, at de norske Brødre ere som Faar uden Hyrder. Den bedste Veiledning havde naturligvis været den, som Superintendenten – saa skulde den nye kongelige Embedsmand hede, der skulde træde i de gamle Biskoppers Sted – vilde kunnet give Presteskabet paa sine Visitatser gjennem det levende Ord, men – Throndhjem skulde vente hele ni Aar paa en luthersk Superintendent.

Kun Bergens Stift var nemlig saa lykkeligt at saa en Superintendent og det en egte evangelisk allerede i 1537. Stavanger fik sin vistnok meget ringere i 1541, og i samme Aar blev ogsaa Oslo Stol, der forenedes med Hamars, paa en Maade besat, idet Oslos sidste papistiske Biskop efter Tidens Leilighed omgjordes til evangelisk Superintendent. Men Throndhjems Stol stod fremdeles ubesat, og der er vel at merke intet Tegn til, at Kongen har søgt at finde nogen Mand til den i de første Aar. Frederik Münter siger herom i sin Reformationshistorie: „Maaskee vilde Kongen vise Stiftet, at dets geistlige Foresatte ei mere var en for Riget uomgjængelig fornøden Mand, og tillige forberede Nationen paa den erkebiskoppelige Verdigheds Afskaffelse.“ Han har maaskee Ret i sin Gjetning Kongen har maaskee virkelig frygtet for, at endog en luthersk Biskop i Throndhjem, helst en norskfødt, let ved de Traditioner, som knyttede sig til hans Embede, kunde blive et farligt Midtpunkt for norske Misfornøiede. Men vi ere des-