ling til Esge Bilde af 17de Juni 1537, skjønt denne nærmest angaar Bergens Stift. Kristian bød nemlig Hr Esge „at lade alle Kirkens Personer og Sogneprester blive ved deres gamle Skikke og ingen nye Prædikere indsætte, for at ingen Forskrækkelse eller Uenighed skal opkomme blandt den fattige og uforstandige Almue i Landet.“ Vi kjende saagodtsom intet til Throndhjems Stifts geistlige Personalhistorie fra Reformationstiden, men have dog Grund til at tro, at det mangesteds gik, ligesom det berettes at være skeet i Lødingen, hvor den sidste katholske Prest Hr. Peder Munk „antog Luthers Lære, beholdt saaledes Kaldet og nedbrød Billederne i Kirken.“[1] I Støren skal en Prædikermunk, „den vise Hr. Jonas,“ have været første lutherske Prest, neppe det eneste Tilfælde, hvori en forhenværende Munk blev Prest. Throndhjems By maatte fra nu af en Tidlang nøie sig med en eneste Sognekirke, vor Frue. Dens første lutherske Prest skal have været Hr. Jens Olafssøn, maaskee den samme Kannik Hr. Jens Olssøn, der i 1535 var Erkebiskoppens betroede Sendebud i Oslo. Denne Hr. Jens blev imidlertid i 1540 ihjelslagen af den tidtnævnte Jens Tillufssøn Bjelke, noget, som dog ikke hindrede, at Bjelke Aaret efter forlenedes med Jamteland.[2]
Da Stiftet først efter flere Aars Forløb fik en Superintendent, og ingen midlertidig geistlig Styrelse vides at være indsat, har det vel været Lensherren, som sørgede paa en Maade for Prestekaldenes Besættelse. Den danske Ordinants gav Menighederne Kaldsret under Lensherrens Bekræftelse, men dette har vistnok ikke paa lange Tider været gjennemført i Norge. Det er vel blevet betydet Presteskabet, at de herefter havde at forholde sig som Lutheranere, men da hermed neppe er fulgt nogen Belæring om den evangeliske Kristendoms Væsen, har naturligvis Presternes, for ei at tale om Almuens, Vedta-
