En Hovedform for Middelalderens geistlige Magt og Rigdom
blev, ihvorvel den fik nok af de Dages Pinagtighed
at føle, dog endnu for en Tid skaanet fra at dele Biskopsdømmets
og Klostrenes Skjebne. Dette var Domkapitlerne,
som denne Gang reddedes ved Luthers Forbøn. Vor store
Kirkefader skrev nemlig i denne Anledning et Brev til Kristian
den tredie, hvori han forestillede ham Nødvendigheden af, at
Kannikernes Præbender bevaredes, navnlig for at der kunde
være Midler til lærde Mænds Underholdning og til Skolevæsenets
Fremme.[1] Om Throndhjems Kapitel skal der snart
blive talt udførligen.
5. Vi have søgt at paapege, hvorledes Kongen optraadte som den katholske Kirkes verdslige Arvetager, og skulde nu ønske ogsaa at kunne vise, hvorledes han opfyldte den Pligt, han herved paatog sig, at grundlægge og udvikle en evangelisk Kirke i den faldne Romerkirkes Sted. Men Kildernes Fattigdom er her ubeskrivelig stor, og det maaskee allermeest for Throndhjems Stift. I Danmark fik man i 1537 en af de wittenbergske Theologer, navnlig af Bugenhagen, gjennemseet Kirkeordinants, som for dette Rige formelig lovtoges 1539. Den blev senere i lange Tider gjeldende ogsaa for Norge, men fra Begyndelsen af havde dette ei været Kongens Mening, da han, som han selv siger, erkjendte, at „der vil i mange Stykker holdes en egen Ordinants.“ Kristian tænkte – ligeledes efter hans egen Erklæring – paa selv at reise herop for at ordne mangehaande Forhold, geistlige som verdslige, men denne Norgesferd blev længe opsat og aldrig udført.
Nogen almindelig Rettesnor for Udførelsen af Reformationsverkets egentlige geistlige Side i Norge er neppe nogensinde given. Men til den Maade, hvorpaa det blev udført eller rettere henskudt til efterhaanden at gjennemføres, kan man vistnok bedst slutte sig, naar man ser hen til Kongens bekjendte Befa-
- ↑ A. Hvitfelds Krønike (Folioudg.) 2. 1496. Gelehrter Männer Briefe an die Könige von Dänemark 2. 260.
