kors til Kjøbenhavn, som Guttorm Ketilssøn i sin Tid havde skjænket efter sin Seier over Irerkongen Margad. Og Klaus Hvitfeld til Krumstrup, som skulde føre Spolier fra flere norske Kirker, vistnok ogsaa fra denne, blev paa Veien overfaldt af „burgundiske Udliggere,“ som endog bragte ham i hollandsk Fangenskab.[1] Men Lensherren Kristoffer Hvitfeld og den berygtede Jens Tillufssøn Bjelke fik dog afleveret i Kjøbenhavn en stor Mængde Værdisager fra vor Kirke, blandt hvilke var St. Olafs Skriin, som alene udbragte halvsyvende tusinde Lod Sølv, og Biskop Eysteins, som udbragte otte hundrede og sexten Lod. Herfor har man Rentemesterens Kvittering, til hvilken vi henvise den, som yderligere vil lære Rovet at kjende.[2]
Klostrene, hvis Rigdomme naturligvis ogsaa længe havde fristet Fyrste og Adel og udentvivl mægtigen havde bidraget til at aabne deres Øine for Reformationsverkets Ypperlighed, vare allerede under Frederik den første mangesteds i Norge blevne inddragne. I Erkestiftet havde Erkebiskoppens Magt vel hidtil beskyttet dem, men nu kom Raden ogsaa til Klostrene i Thrøndelagen. Holms Kloster lagdes under Steenviksholm. Reins Kloster gaves som Len til Fru Ingerd Ottesdatter. Hendes Svigersøn, den ovennævnte danske Lykkesøger Jens Tillufssøn Bjelke, som havde egtet Lucia Nilsdatter trods den forargelige Leiermaalshistorie, der heftede ved hendes Navn, fik paa samme Maade Tuterøen. Minoriterklosteret var allerede siden Branden 1531 ødelagt; Prædikebrødrenes Kloster ved man intet om. Helgeseter og Bakke fik endnu i nogle Aar Lov at bestaa paa en Maade, inden de og deres Gods vandrede samme Vei.
- ↑ Beretningerne stemme ei overeens om denne Begivenheds Aar. Arild Hvitfeld sætter i sin Krønike Aar 1537, men Pontoppidan (Ann. 3. 231) og Schøning have 1541. Man har ogsaa Sagn om, at hollandske Sørøvere vovede sig lige til Throndhjem selv, hvor de i Mangel af bedre Bytte borttoge Marmorstatuer fra Kirken.
- ↑ Schøning Domk. Beskr. (Anh.) 84–85.
