Side:Ludvig Daae - Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814.djvu/21

1. Nu begyndte strax Inddragelsen af geistlig Eiendom. Erkebispens Slot Steenviksholm blev Lensherrens Residents eller rettere en af hans Residentser, thi Erkebispens Gaard i Throndhjem blev den anden. Allerede 1538 udsteder Hvitfeld et Brev fra denne Gaard, hvoraf endnu nogle Levninger findes i den nuværende „Artillerigaard“. Olaf Engelbrektssøn havde ogsaa havt Bestyrelsen i verdslig Henseende af Thronhjems By. Nu blev hans forrige Foged, en sjellandsk Mand, „første Borgermester“ i Staden.^[1] Alt det rige Gods, som var henlagt til Erkebiskoppens Embede, blev her, som overalt ved de norske Bispestole, inddraget under Kronen. Men desforuden toges her ogsaa Domkirkens Jordegods til Indtægt for Kongen, da nemlig den næstsidste Erkebiskop Erik Walkendorf havde, i den gode Hensigt at drive paa Kirkens Restauration og ganske uden egennyttige Hensyn, taget disse under sin egen Bestyrelse, men ved den for Erkebiskop Erik naturligviis uforudseelige Vending, som Sagen nu tog, blev hans velmenende Foranstaltning til Kirkens største Skade.

Det var imidlertid ikke alene Domkirkens Gods, som her plyndredes, ogsaa de Kostbarheder, som selve dens Bygning omsluttede, bleve i videste Udstrækning og med største Grundighed plyndrede. Vistnok havde Ildebranden i 1531 tildels foregrebet Danmarks Konge og Adel i deres Hærverk, vistnok havde ogsaa den flygtende Erkebiskop medtaget en Deel af Kirkens Klenodier, men der var dog en god Efterhøst tilbage. Dog lykkedes det ikke Høstfolkene at bringe det hele i Lade. Thi ved Agdenes sank et stort Skib, der foruden andet skulde føre det store Sølv-

1. Denne Mands Navn var Nils Lauritssøn. Hans Sønnesøn Nils Lauritssøn (Arctander eller Nordbagge), der siden blev Biskop i Viborg, fortæller i sin nu meget sjeldne lille Bog „Speculum miseriae humanae“(i den Hjelmstjernske Samling paa det store kgl. Bibl.) Kbh. 1610: „Tilforn havde ingen Borgermester været i Throndhjem, men Erkebispen havde selv ved sin Befalingsmand eller Foged regjeret Byen til den Dag, i hvilken Bestilling min Farfader havde og tjent ham.“