Oldenborgeren brudt, og de danske „Reformatorer“ havde det frieste Spillerum. Forøvrigt fik ved Overgivelsen af Slottet Degnen, Hr. Knut, Tilsagn om at beholde sit Degnedømme, og Kanniken, Hr. Thorfinn, iligemaade Løfte om fremdeles at nyde sit Prestegjeld Størdalen[1]. Den første, som nu kalder „Erkebispens Handel ukristelig“ o. s. v., skulde ogsaa være fri for al Beskyldning om at være deelagtig i Vincents Lunges Mord. Det er ellers merkeligt, naar det tilføies, at det er Kristoffer Throndssøn, som har paaført Hr. Knut dette Rygte, thi hiin var Dekanens egen Svigersøn.
Denne Overeenskomst mellem Slotsloven og de danske Beleirere var kun foreløbig, men blev allerede den 29de Mai endelig vedtagen. Ved den Tid vare nemlig Trud Ulfstand og Kristoffer Hvitfeld, som Oldenborgeren i den Tanke, at Norges Undertvingelse ikke skulde falde saa ganske let, havde sendt op med en betydelig Hær og Flaade, ankomne. De havde i Bergen taget Kirkebryderen Esge Bilde med sig nordover, men droge nu fra hinanden. Kristoffer Hvitfeld efterlodes som Kongens Lensmand over Thrøndelagen for at ordne Forholdene i den nye Tilstands Medfør.[2] I det følgende Aar kom kongelig Tilgivelse til Thrøndelagens Almue for, hvad de havde handlet mod Kristian den tredie i „forgangen Feide,“ saavelsom en særlig Skrivelse i samme Retning angaaende Erkebiskoppens Mand Einar Tjeld. Vi finde i de nærmeste Aar endog Olaf Engelbrektssøns Systersøn Gaute Tharaldssøn og selve Kristoffer Throndssøn Rostung i kongelig Tjeneste; ja den sidste er med at undertrykke Katholicismens sidste Reisning paa Island. Saa fuldstændig bøie sig Papisteriets sidste Forkjæmpere for den seirende danske Konge.
- ↑ Denne Hr. Thorfinn døde som Kannik den 8 Juli 1546. (Thjems. Kapitelsbog No. 2).
- ↑ Noget „Følgebrev“ for Hvitfeld findes ei i Registranten førend i 1538 og da for Helgeland. Imidlertid er det en given Sag, at han var Lensherre over Steenviksholm. Paa en Seddel i Schønings Samlinger heder det: „Ao. 1537 ved Paaske blev Kristoffer Hvitfeld indsat af Truid Ulfstand.“
