ningen til Overgivelse, lovende Kongens Naade, om denne paafulgte, men bedende dem at „overveie Markus Meiers Afgang,“ hvis den udeblev. Knut Pederssøn og de øvrige svare da, at de „kunne Slottet for ingen Deel saa hastelig opgive,“ og erklære derhos, at de ere vel forsynede med „Skyds, Krud og al anden Krigstilbehøring,“ samt have „duelige Hofmænd.“ Videre antyde de Muligheden af, at Erkebispen kunde „komme til en kristelig god Handel og snarligere, end vi eller I kunne tænke,“ og bede endelig, at Beleirerne med Mildhed vilde behandle „de fattige Mænd, som give sig under dem.“ At imidlertid Slotsloven allerede nu har havt lidet Haab om at undgaa det danske Herredømme, sees klart nok deraf, at den godkjender Kristian den tredie som Konge, idet den siger, ikke at have saaet „Besaling“ af Erkebiskoppen „at skikke eller handle noget Kgl. Majestæt eller Norges Krone anrørende udi nogen Maade.“
En Uges Tid efter gjentoge Thord Nød og hans Ledsager Peder Pederssøn sin Opfordring til Overgivelse; deres Brev er opbevaret paa samme Sted som det ovenbenyttede og dateret altera die crucis (4de Mai). Der foreholdes i dette Brev fremdeles Besætningen, hvor nødvendigt det er at overgive sig, saafremt „nogen paa Slottet er agtende disse trende høilovlige Kongeriger Danmark, Sverige og Norge nogen Tid at besøge,“ ligesom Kjøbenhavns, Vardbergs, Malmøs og Krogens Skjebne stilles Slotsloven for Øie.
Man veed, at Overgivelsen foreløbig fandt Sted den 18de Mai, ligesom det ovenfor er godtgjort, at Beleiringen var i fuld Gang den 24de April; maaskee er den endog begyndt før. Den Tid, hvori Hr. Knut Pederssøn med sine 80 Mand holdt sig paa Steenviksholm under saa fortvivlede Omstændigheder, bør derfor forholdsviis ikke regnes for saa ganske kort, især naar man erindrer, hvor uskikket et Festningssted Steenviksholm har været, da Holmen endog mangler Vand.
Da nu ogsaa Holms Kloster – uvist hvorledes – var faldet i Fiendehaand, var al Modstand fra Norges Selvstændigheds eller maaskee rettere fra Papisteriets Forsvarere imod
