19. Om nogen Prest for nogen Sag falskelig angives, som vel
kan skee, at han inden Sagens Forhør suspenderes af Officio og hans
Vederpart bliver udi sin Stand urørt, og da fordi saadan Remotion
er offentlig Tegn til Øvrighedens Ugunst, frygter sig endog hans
Prov for Ugunst Skyld at vedgaa deres Sandhed, at den uskyldige
Prest uden stor Viderværdighed og Paavaagelse neppelig (med mindre
ligesom Gud hannem miraculeus Viis redder) kan udi sin retfærdig
Sag komme til Rette, at E. K. M. derfor naadigst ville behage at
tage den uskyldige Prest udi kongelig Forsvar, indtil han bliver dømt,
og naar hans Sag bliver god erkjendt, at hans Angivere da des haardeligere
maa blive straffet, dersom og nogen Prov og Vidnesbyrd over
en geistlig Mand skal tages, det da maa skee for hans ordinarie Dommere.
20. At det C. K. M. og naadigst maatte befalde Capitels-Taxten at lade sætte betimeligen og førend Kornet bliver afhændet og formedelst den store Forskjel, det er udi Stifterne, paa somme Steder sat høiere og somme Steder ringere Taxt efter Provsternes Underretning til Capitelsherrerne, saa at baade Kirkerne og deres Værger kunde det vedblive, thi formedelst for høi Taxt og at der er ringe eller ingen Frihed og Forskaansel med Skydsfærd og andet for Kirkeværgerne, er mangen med Kvinde og Børn blevet forarmede, saa at det er meget besværligt at faa vederheftige Kirkeværger, som det og er farligt for dennem, som Kirkeværgerne skulle til sætte, naar de fattes.
21. At Kirkerne altid efter deres Brøstfældighed maa repareres og dersom de ei selv haver Raad dertil, at de da af andre Kirker i samme Gjeld og Provsti, som for sit Rand have, maa blive hjulpne.
22. Underdanigste ere vi og begjærende, at E. K. M. vilde befale, at der over de gode Forordninger om de fattiges Huse og Forsorrig bliver holdet, og at hver Fogderi eller Sogn deres fattige underholder, Tryglere, Tyve og Skjelme dermed at afvende.
23. Paa Kirkernes og vore egne Vegne solliciteres og underdanigst, at E. K. M. allern. forundes Kirkerne, at deres Viin, naar den ikkun god og forsvarlig er, maa indkjøbes, hvor man den for bedst Priis have kan, Kirkerne til des mindre Omkostning. Og formedelst alle Prestegaarde mest ere midt udi Landestruget og almindelige Veie (thi Bønderne bor gemeenlig hver for sig og uden Veien efter Landets Leilighed og ikke udi Byer som udi Danmark; deres Føde er og for ringe de fornemme Folk paa alle Steder at holde) til Kongens Tjeneres og andre reisende Folkes Herberge, hvor Gjest og gaaende Mand alting haver frit uden nogen Skillings Vederlag, og denne eneste Hospitalitet, som ikke kan eller bør vægres, volder det aleneste, at efterdi ved Prestens Indkomst er de høie og lave Fremmedes Nødtørft ligesaavel adspurd, som sine egne, at mange Prester efter deres Død efterlader sig saa stor Gjeld, at den ikke med al deres Formue kan betales, og udi deres Livs-
