tjente som Skiver for „Bifrons’s“ Sarkasmer. Efter Rigsforsamlingens Adskillelse er Bugge ventelig reist tilbage til sit Hjem; fra 22de Juli har man et fortroligt Brev fra Kong Kristian Frederik til Bugge, skrevet fra Moss[1]. At Bugge var sin Velynder oprigtig hengiven, synes neppe at kunne betvivles og vinder i Rimelighed ogsaa derved, at han endnu den 18de September, Kristian Frederiks Fødselsdag, holdt en Tale, (siden udgiven i Trykken under Titel: „Trøstegrunde for Norges sande Venner),“ hvori han udtaler som sit sikre Haab, at det sammenkaldte overordentlige Storthing ikke vilde indgaa paa Foreningen med Sverige, men endnu lade det komme an paa en Dyst.
Og dog kom Bugge nogle Aar efter til at tale i en anden Tone. Han var 1815–16 Storthingsmand og beklædte som saadan Præsidentstolen i Odelsthinget, var Storthingets Vicepræsident, Formand i flere Kommitteer m. m. Under dette Ophold i Kristiania, fortæller Sønnen[2], „tiltrak Karl Johans forekommende Væsen ved Siden af hans imponerende Storhed o. s. v. Bugges Hjerte med uimodstaaelig Kraft.“ Denne sin forandrede Opfattelse af Forholdene fik han ogsaa snart Anledning til at lægge for Dagen. Da nemlig Karl Johan blev kronet i Throndhjem af Biskop F. J. Bech den 7de Sept. 1818, holdt Bugge en merkelig Prædiken. En høitstaaende svensk Mands Udtalelser om dennes Indhold fortjene her at anføres, da der formentlig i dette Tilfælde maa tillægges dem større Vegt end Landsmænds Domme. „Biskop Bugges Prædiken var høist saarende for det norske Folk. Det er ikke muligt at sige et heelt Folk drøiere Ting, end han gjorde, og jeg kan ei negte, at jeg med Glæde hos Kronprindsen saa den Retfærdighedsfølelse, at han med Misnøie hørte denne Præken. Nordmændene vare opbragte og det medrette, da de aldrig nævntes uden med en mere eller mindre saarende Apostrof, der saa meget mere maatte gjøre Indtryk paa dem, som disse Bebreidelser kom fra en Mand, der ei alene havde været Foreningens værste Modstander og havde
