hjem synes især Biskopen, Dr. Bugge, et Talleyrandsk Hoved, at have tiltrukket sig Prindsens Opmærksomhed som en Mand, der kunde være ham nyttig til andet end til at messe. Hs. Høiærværdighed syntes ogsaa til Vederlag særlig indtaget i Prindsen. I en Sang ved et Gjestebud hos Bispen kaldtes Prindsen „vor Sverre, vor Haakon,“ og med devoueret Anticipation forsikredes, at
„Altid skal Klippens erkjendtlige Sønner
Signe den Throne, som Kristian bar[1]“.
Biskop Bugges Søn fortæller[2], at Prindsen lod Bugge „ledsage sig fra Throndhjem til Eidsvold,“ og Henrik Wergeland synes at staa i samme Formening. Men dette maa være urigtigt. Deels vilde det nemlig i dette Tilfælde være paafaldende, at Biskopen ikke deeltog i det foreløbige Eidsvoldsmøde, som fandt Sted den 16de Februar, deels maa man erindre, at man har Breve til Bugge netop angaaende det samme Møde, hvoraf man seer, at han endnu var i Throndhjem[3]. Rimeligviis kom Biskopen ei til Eidsvold førend i April. Han deeltog her tilligemed senere Statsminister, da „Regjeringsraad“ Sommerhjelm og Biskop F. J. Bech i Revisionen af de valgte Repræsentanters Fuldmagter; forresten var man, siger Henrik Wergeland, „ved Rigsforsamlingens Begyndelse og Ende lige klog paa, hvorfor Bugge egentlig var tilstede[4].“ Der ligger for mig en utrykt Dagbog over Begivenhederne paa Eidsvold, affattet af en Repræsentant, hvori Bugge leilighedsviis nævnes. Jeg ser heraf, at man allerede dengang pleiede at kalde Bugge med det siden almindelige Navn „Bifrons.“ I det samme Manuskript fortælles ogsaa nogle Anekdoter om ham; saaledes skal en høitstaaende Mand have ytret om de to tilstedeværende Biskoper, Bech og Bugge, „at den ene talte ilde om alle Mennesker, og om den anden talte alle Mennesker ilde.“ Ogsaa seer man, at Biskop Bech, Etatsraad Falbe m. fl. hyppig
