tæller mig, at Kancelliet skal være i Færd med eller maaske allerede færdig med at forestille Kongen mig til Afsked paa Grund af de høist ubehagelige Sandheder, jeg ofte og jevnlig siger. Hvad H. Maj. beslutter, veed jeg ikke, men mig forekommer det ikke tvivlsomt, da jeg ingen særdeles Kjendskab har af ham. Min Afsked eller i detmindste Bevidnelse af Unaade maa jeg altsaa vente. Den første var det samme som Afsættelse; den sidste ville drage den efter sig, thi at være i et Embede, i hvilket jeg ikke maa sige Sandheden, naar jeg dertil opfordres, det kan jeg ikke, jeg maatte ansee det som reen Utroskab[1]“.
Dog det blev ikke mere end til Trudsler mod Bugge i den korte Tid, som det danske Regimente havde tilbage i Norge. Og i 1814 forandrede Forholdene sig i den Grad til Fordeel for Biskopen, at han, som bekjendt, endog kom til at indtage en saare høi og indflydelsesrig Plads hos Kristian Frederik. Tage vi ikke Feil, har det Forhold, hvori Bugge gjennem Brevvexling var kommen til Karsten Anker, været den nærmeste Foranledning til, at Biskopen blev en saa betydelig Person i Prindsens Øine.
Som bekjendt reiste Kristian Frederik, kort efter at Kielerfredens Indhold var blevet bekjendt, op til Throndhjem, hvor han opholdt sig fra 5te til 10de Februar 1814. De meest betydende Mænd i Staden ved den Tid synes at have været General v. Krogh, Grev Schmettow, Stiftamtmand Trampe og Biskop Bugge; de tre sidstnævnte skulle have anvendt alle Midler for at hindre Prindsen fra at komme i nærmere Berørelse med den gamle General v. Krogh, hvilket dog aldeles mislykkedes dem[2]. Imidlertid viste Prindsen Bugge paa anden Maade den største Opmærksomhed og Naade, ja han udøvede endog til dennes Gunst en „Souverænitetshandling,“ idet han skjænkede Biskopens Familie Brugen og Indkomsterne af en Kronen tilhørende Gaard i Verdalen[3]. Henrik Wergeland fortæller Prindsens Forhold til Bugge saaledes: „I Thrond-
