hjem.“ Afhandlingen, der blev indsendt til det danske Kancelli, har jeg ikke seet, men interessante ere de Skriverier, som Sagen fremkaldte. Paa Bugges djerve Skrivemaade afgive de en særdeles god Prøve. Saaledes siger han bl. a.: „Da jeg saa Titelen, læste jeg ikke Afhandlingen, da jeg formodede intet synderligt deraf at kunne lære, saasom jeg tilforn har læst og tænkt temmelig meget over den Materie[1].“
Ogsaa ved andre Leiligheder er det noksom bekjendt, at Bugge i sine Embedserklæringer og ellers, naar Anledning gaves, pleiede at udtale sig paa en Maade, høist forskjellig fra den, som var almindelig anvendt i Skrivelser til de kongelige Kollegier[2]. En drøi Irettesættelse fik han i denne Henseende 1807 fra Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler, hvor det heder: „Intet er mere paafaldende end den Kontrast, i hvilken Tonen, der hersker i alle fra Throndhjems Stiftsøvrighed indkomne Skrivelser, staar med den, i hvilken Indberetninger fra alle andre Skoler, i begge Riger ere affattede. I hine ytrer sig ved alle Leiligheder Ulyst og Misfornøielse, i disse er Nidkjærhed for den gode Sag og oplyst Embedsiver umiskjendelig“[3].
Overhoved er der al Grund til at tro, at Bugge, efter at han havde været Biskop i nogle Aar, just ikke var meget yndet af den danske Regjering. Traditionen, ligeoverfor hvilken man ellers i Regelen bør være mistænksom, fortæller, at General v. Krogh, der virkelig ikke stod i det bedste Forhold til Bugge, skulde fra Regjeringen have modtaget Fuldmagt til, naar han fandt det passende, at suspendere Biskopen. Hvorledes nu hermed forholder sig, er endnu umuligt at vide, men hvad der i Sandhed er interessant, er Bugges egen Udtalelse til Karsten Anker i et Brev af 11te Dcbr. 1812: „For omtrent 14 Dage siden fik jeg et Brev fra en ikke ubetydelig Mand i Hovedstaden, der er min Ven, (Moltke??), som for-
