valgte“ holdt han gjerne hver Søndag en særskilt Aftensangsgudstjeneste[1] og fremtraadte ogsaa som religiøs Forfatter. Med sin Hustru Gidsken Røring, hvem Sønnen Peder Olivarius skal have lignet, „især med Hensyn til skarp Forstand og lunefuldt Vid,“ havde Presten Bugge 7 Børn, af hvilke den, om hvem her er Tale, var den yngste.
I disse Forældres Huus nød P. O. Bugge Underviisning af Faderen, indtil han blev 11 Aar gammel, og skulde allerede i Tolvaarsalderen have deponeret, dersom ikke Forordningen af 1775 havde fastsat 17 Aar som Studenternes Lavalder. I den mellemliggende Tid sendtes han derfor først til Bergen, hvor han (privat) underviistes af den lærde Rektor Arentz, og derpaa til Kristianssand, hvorfra han af Søren Monrad („Latineren“) blev dimitteret 1782[2]. 1786 fik han Attestats og tog Aaret derefter Magistergraden.
P. O. Bugge, der synes at have været en meget dygtig Student, havde erhvervet sig den dengang saa anseede Theolog Moldenhawers Yndest, og dette var Grunden til, at han allerede samme Aar, i hvilket han blev Magister, fik Udnævnelse som Sogneprest til Skulleløv i Sjelland, til hvilket Embede Universitetet havde Patronatsret. I dette Embede forblev han i omtrent 4 Aar og egtede her en Prestedatter fra Falster, Katharine Magdalene Koch.
Paa en eiendommelig Maade forflyttedes han herfra i 1790. Da nemlig Øiestads Sognekald, dengang et af de meest indbringende i Norge, ved denne Tid blev ledigt, indgav han i Kancelliet en Ansøgning i Faderens Navn om dette Embede og ansøgte paa samme Tid om selv at erholde Vanse Sognekald, hvis Faderen skulde opnaa Øiestads. Dette Skridt foretog han uden at indhente Faderens Samtykke, og da Sønnens Dobbelt-Ansøgning indvilgedes, maatte den gamle
