af den lærde, nidkjære Mand, der utvivlsomt har gjort sig den yderste Flid i sine Embeder. Skjønt han, som vi have seet, ikke var upaavirket af Tidens Aand og nok kunde tale med om „Dyden“ som Kristendommens Væsen, er der dog alle Merker paa, at han var af sin Tids meest kristeligsindede Biskoper, og jeg tror at have Grund til at antage, at hans dogmatiske Anskuelser omtrent faldt sammen med hans Hjertensven N. E. Balles, han, der af Peder Holm skal være bleven kaldet en Kjætter, men som af Tidens fleste Stemmer maatte taale Spot for sin Rettroenhed. Bi besidde en Nekrolog over Schønheyder, forfattet af den (noget rationalistiske) udgiver af Magasinet og Maanedsskriftet for Religionslære, L. N. Fallesen, hvor han kaldes en af Norges dueligste og driftigste Embedsmænd „Han var, vedbliver Fallesen, en streng Orthodox af den eldre Skole og lod sig ikke bringe i Vildrede af de nyere Theologers Meninger, som han tvertimod ansaa for meget farlige og modarbeidede saa meget han formaaede. I sine Erklæringer til Kancelliet og Rentekammeret skrev han stedse, som han tænkte, varmt og syndigt for det, han ansaa for at være det bedste, uden at bryde sig om, hvordan det blev optaget[1].“ Som Taler var han, heder det, heldigere hvad Materie end Form angik, skjønt han gjorde sig stor Umage for at være populær. Hans Sprog var rothisk[2]-tydsk. I sine tidligere Dage brugte han til hver Søndag at lade Hovedindholdet af sin Tale trykke og uddele i Kirken til Veiledning for Tilhørerne. Schønheyder, der havde været gift med Charlotte Reinholdine Jessen († 1784) og derpaa med Joachime Katharine Bentzon († 1836), efterlod flere Børn af 1ste Egteskab; nogle af Sønnerne forbleve i Norge, andre i Danmark, saa at hans Efterslægt blomstrer i begge Lande.
4. Allerede Hans Skanke havde udtalt Ønskeligheden af, at Throndhjems Stift, der, uagtet først Søndmøre og siden Jemteland og Herjedalen vare blevne det fraskilte, dog endnu var altfor vidtløftigt, maatte deles, saa at Nordlandene
